Gør en forskel: Vis flaget med Kræftens Bekæmpelse

Gør en forskel: Vis flaget med Kræftens Bekæmpelse

Søndag den 3. april samler Kræftens Bekæmpelse ind ved årets landsindsamling, der både foregår fysisk og digitalt. Meld dig som indsamler, og støt kræftramte, forebyggelse og livsvigtig forskning.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: På hvide, trekantede flag hæftet på tøjet kan indsamlere til Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling søndag den 3. april skrive, hvorfor netop de har valgt at bruge tre timer på at støtte. 

For vi har alle sammen en grund til at vise flaget for kræftsagen.

 Hver tredje dansker får kræft, inden de fylder 75 år, og to ud af tre af os bliver på et tidspunkt pårørende til en med kræft, så de fleste får sygdommen ind på livet før eller siden.  

Giv tre timer og gør en forskel
Sidste år var omkring 2.700 frivillige indsamlingsledere og hjælpere og cirka 14.000 frivillige indsamlere med til at samle over 41 millioner kroner ind ved Landsindsamlingen, og den 3. april kan du være med.

Du kan samle ind alene eller med din familie, venner eller lige dem du har lyst til, og det tager kun tre timer at samle ind og gøre en forskel for de mere end 360.000 danskere, der i dag lever med eller efter en kræftsygdom.

Derfor er støtten vigtig
De penge, der kommer ind ved Landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse. 

Overskuddet fordeles med 61 procent til forskning, 18 procent til patientstøtte, 18 procent til forebyggelse og tre procent til administration. 

Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Derfor er foreningen dybt afhængig af mennesker, der vælger at støtte sagen, og som på den måde er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft. 

 Meld dig som indsamler på 7024 2022 eller gå ind på www.indsamling.dk 

 Få yderligere information hos Margit og Henrik Hansen, Skibby på 2181 1777 og 24 44 42 40. Annette Engholt Larsen, Jægerspris på 5058 2668.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »