SMS-beskeder skal inspirere forældre

SMS-beskeder skal inspirere forældre

Forældre i Lejre Kommune får en ny mulighed for at styrke deres børns sproglige udvikling. Tekstbeskeder på mobiltelefonen vil give forslag til lege og aktiviteter, som forældre og børn sammen kan få glæde af.

LEJRE KOMMUNE: Forældrene har en afgørende rolle for børns sproglige udvikling. Derfor er det vigtigt, at de i hverdagen har fokus på det, der kan styrke børnenes ordforråd og evnen til at udtrykke sig. Det er tanken bag den nye indsats, der hedder TipsByText. I Lejre Kommune vil initiativet omfatte 450 børn mellem tre og fem år. 

Fra starten af 2020 vil forældrene flere gange om ugen modtage en kort SMS med konkrete forslag til små ting, som kan styrke børnenes sprog. Det kan for eksempel bestå i, at forældrene nævner ting ved deres navn, når de har fat i dem: ’Nu binder jeg dine snørebånd…” osv. Ordningen vil i første omgang løbe i otte måneder.

TipsByText er en metode, som er opfundet af professor Susana Loeb og hendes forskerhold på Brown University i USA. Her har indsatsen givet positive resultater, især blandt grupper med minoritetsbaggrund. I Danmark afprøver Rockwool  Fondens Interventionsenhed metoden i et samarbejde med i alt syv kommuner.

TipsByText gennemføres som et studie, og derfor er det kun halvdelen af forældrene i kommunen, som får tilbuddet. 

Deltagerne udvælges tilfældigt, og de løbende sprogvurderinger skal gerne vise, at initiativet fører til målbare resultater i børnenes sproglige udvikling.


Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »