Skibby IK får tilskud til E-sport

Skibby IK får tilskud til E-sport

SKIBBY: Folkeoplysningen har besluttet at imødekomme en ansøgning fra Skibby IK om 50.000 kroner til indkøb af udstyr til deres E-sports afdeling.

Indkøb af nye computere og skærme vil færdiggøre klubbens lokaler indrettet til E-sport aktiviteter.

Skibby IK blev i 2022 en flerstrenget forening, hvor Skibbys eksisterende foreningerne blev lagt sammen. Siden da er flere aktiviteter kommet til, og foreningen arbejder på at etablere en afdeling med E-sport.

En ny målgruppe

Foreningen ønsker at have aktiviteter for mange forskellige målgrupper, og ved at udbyde E-sport vil de kunne tiltrække en målgruppe, som ikke i forvejen tager del i foreningslivet.

Foreningen har allerede fået de første tilkendegivelser fra børn og unge i lokalområdet, der er interesserede i at dyrke E-sport i Skibby IK.

Der er allerede indrettet faciliteter til E-sport i et af foreningens lokaler med netværk, borde og stole. De – nu bevilgede – 50.000 kroner skal gå til indkøb af 10 nye skærme og en opgradering af de nuværende computere. De nuværende skærme er fra ungdomsskolen, og foreningen ønsker at indkøbe nye, der er større og af bedre kvalitet.

De forventede samlede udgifter for indkøb af udstyret er 130.000 kroner. Foreningen dækker selv det resterende beløb.

Når lokalet står færdig, står det til rådighed for andre interesserede. Det kan være i forbindelse med skolebrug eller IT-undervisning af ældre.

Andre artikler fra denne uge