Produktionsskolen har appetit på fællesskabet

Produktionsskolen har appetit på fællesskabet

Produktionsskolen Frederikssund Foruddannelsescenter (PFFU) i Skibby har arbejdet sammen med bachelorstuderende om at give madvaner og fælles måltider et løft.

Af Palle Bruselius

SKIBBY: Spisesalen får en overhaling, køkkenet får flere lokale råvarer, og de unge går på opdagelse i hinandens madvaner. Projektet hedder Madfællesskaberne, og kodeordene er trivsel, tryghed og fællesskab.
Tømrerværkstedet bygger moderne rumdelere til spisesalen, Grafisk værksted leverer kulinarisk kunst til væggene og køkkenværkstedet arbejder med menuer og råvarer.
Værkstederne på produktionsskolen Frederikssund er i fuld sving med projekt Madfællesskaberne. Sammen med studerende i ernæring og sundhed fra Professionshøjskolen Metropol i København har elever og faglærere planlagt et forløb, der skal sætte fokus på gode madvaner og fælles måltider.

 
Fællesskab
Helt konkret arbejder de unge med at gøre skolens spisesal til et rart og trygt sted at komme og spise.
Mange af eleverne trives ikke så godt i store rum med mange mennesker, de ikke kender, og derfor vælger de måske at springe frokosten og fællesskabet over. Dét skal ændres med en mere hyggelig indretning, bedre belysning og egenproduceret kunst.
– Mange af vores elever har ikke et særligt stort socialt netværk, og dét at skabe noget i et fagligt og socialt fællesskab med de andre elever og med de studerende fra Metropol betyder meget. De bliver udfordret til at bryde nogle grænser og begå sig i situationer, de ellers ikke ville opsøge. Det er hårdt for nogle, men det er et vigtigt led i at blive klar til en ungdomsuddannelse, siger forstander Ole Lindved Sværke, PFFU.

 
Løftestang
I projektet fungerer de studerende fra ernærings- og sundhedsuddannelsen som guider for eleverne på PFFU. Sammen har de blandt andet været på besøg hos en lokal landmand og fødevareproducent, købt nyt inventar til spisesalen og holdt forskellige workshops om madvaner. Desuden har de selvfølgelig tilberedt mad og spist den sammen.
– Maden og måltidet er en fælles ramme for indlæring og udvikling, både fagligt, socialt og personligt. Det gælder både vores studerende og produktionsskolens elever, og det centrale er, at de udvikler og gennemfører det her projekt sammen. Ingen kommer og siger: ”Det her er godt for dig” eller ”Sådan skal I gøre”. Det er utroligt spændende at se, hvad der er vokset ud af det samarbejde, siger projektudvikler Camilla Barthel fra Professionshøjskolen Metropol.
Forløbet sluttede torsdag den 9. marts. Her blev de unges kunstværker og møbler præsenteret, og der blev serveret lækkerier fra skolens eget køkken.
– Det er et spændende projekt, der er med til at understøtte, at vores elever kan meget mere, end omgivelserne går og tror – og tit også mere, end de selv tror. Vi glæder os til at bygge videre på erfaringerne, siger Ole Lindved Sværke.
Madfællesskaberne er et landsdækkende projekt, der samler unge på tværs af baggrunde om det fælles måltid. Målet er at støtte det gode, unge liv – både ved at inspirere til sunde madvaner og ved at styrke de unges lyst til at engagere sig i fællesskaber i lokalområdet og på uddannelsessteder.
Projektet er støttet af Nordea-fonden, og deltagerne er unge fra produktionsskoler, højskoler, videregående uddannelser og ungdomsråd i hele Danmark.
I Skibby deltog 60 elever fra PFFU og seks studerende fra Professionshøjskolen Metropol.
Se mere på madfaellesskaberne.dk

Andre artikler fra denne uge

Danmark Spiste Sammen


Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder. SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde

Læs mere »