Politirapporten

Politirapporten

HORNSHERRED: I den forgangne uge modtog Nordsjællands Politi blandt andet anmeldelse om:

Mand med pistollignende genstand, Skibby: Nordsjællands Politi var kort efter klokken 11 til stede ved Aldi i Hovedgaden på baggrund af en anmeldelse om en person med en pistollignende genstand. Det viste sig dog ved nærmere undersøgelser, at der ikke var hold i anmeldelsen.

Tyveri fra varebil, Skibby: Mellem fredag klokken 16.50 og onsdag klokken 11.15 foretog en ukendt gerningsperson indstigning i en varebil, som holdt parkeret på Bonderupvej. Indstigning skete via en lem i varebilen, og fra køretøjet blev der stjålet værktøj og olie. 

Færdselsuheld, Skibby: Klokken 19.11 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld på Nakkedamsvej, da to modkørende personbiler var stødt delvist sammen. Den ene personbil, ført af en 39-årig mand fra Frederiksværk, havde umiddelbart fået det ene hjulpar over i modsatte vejbane, hvorved hans bil var stødt sammen med en bil ført af en 44-årig kvinde fra Skibby. Bilen ført af den 44-årige kvinde kørte derefter ind i autoværnet.

Politi, ambulance og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor det var nødvendigt at spærre vejbanerne, imens oprydningen stod på. Klokken 20.55 blev der igen åbnet for trafikken i begge retninger.

Kvinden blev kørt til kontrol på skadestuen, men der var umiddelbart ikke sket større personskade ved færdselsuheldet. Manden blev sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

Knusning af bilrude vakte mistanke, Jægerspris: En mand vakte torsdag aften klokken 19.36 mistanke hos en borger, som så manden knuse sideruden på en bil, der holdt i Møllehegnet, hvorefter han satte sig ind i bilen og kørte væk. 

Borgeren kontaktede politiet, og en patrulje fik kontakt med manden kort tid efter. Her viste det sig, at det var mandens bil og, at han havde knust sideruden, da han ikke kunne få bildøren op.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »