Pølsepar fik fart på i Bymidten

Pølsepar fik fart på i Bymidten

Af Tomas Skov

SKIBBY: Patrick Holbek og Nicolai Thomsen fra Hornsherred Lokalavis havde påtaget sig opgaven at sælge pølser for Skibby Aktive i Bymidten under Lørdagsmarkedet 11. april – og det blev endnu mere hektisk end at lave lokalavis.
– Det slog virkelig benene væk under os, hvor vildt mange mennesker, der var. Vi havde konstant 6-8 mennesker i kø mere eller mindre konstant fra kl. 10-14, fortæller Nicolai Thomsen, der stod for grillen, mens Patrick Holbek serverede.
Prisniveauet holdt næppe folk tilbage, for en pølse med brød kunne erhverves for blot ti kroner. Efter adskillige ture i Meny efter flere pølser med og uden ost købte duoen også større pølser fra Menys slagter , der sammen med hjemmebagt brød fra Hornsherred Bageri gik for 20 kroner.
– De var dyrere men faktisk endnu mere efterspurgt, fortsætter Nicolai Thomsen, der overvejer om prisen skal en anelse i vejret næste år.
– Pengene går til foreningen, men formålet er dog ikke at skabe overskud men at skabe liv i bymidten, understreger han.
Indledningsvis havde han ærgret sig over, at de ikke havde taget klapstole med. Imidlertid viste virkeligheden, at pølseparret måtte være på benene konstant.
– Vi havde alligevel ikke tid til at sidde ned. Det var fire stive timer med fuld fart på, smiler grillmesteren.

Andre artikler fra denne uge

En heldig kartoffel

Kartofler tegner både fortiden og fremtiden på Mørkebjerggård. Af Tomas Skov VENSLEV: Med en årlig kartoffelproduktion på omkring syv millioner

Læs mere »