HORNSHERRED: Når Kirke Hyllinge IF’s fodboldbørn senere på foråret løber på banen til den årlige Haderslev Cup, hvor flere af klubbens børne- og ungdomshold skal i kamp med hold fra hele Danmark og flere europæiske lande, sker det med et økonomisk rygstød fra lige her i lokalområdet. Børnene har nemlig selv været med til at tjene penge til turen ved at omdele Påskeguiden, som udgives af Hornsherred Lokalavis.
Påskeguiden, der er spækket med gode tilbud og inspiration til påskeferien udkommer hvert år i Hornsherreds sommerhusområder, og i to år har omdelingen af aviserne været klaret af Kirke Hyllinge IF.
På den måde kommer aviserne trygt ud i alle herredets postkasser, og samtidig får de mange fodbolddrenge og -piger lidt ekstra til klubkassen – penge, der går ubeskåret til turen til Haderslev.
Afsted for egne penge
Haderslev Cup er for mange af fodboldbørnene det første møde med store stævner, hvor man møder modstandere, der enten slet ikke taler dansk, eller gør det med mærkelig, jysk dialekt. Og det er en weekend med masser af kammeratskab og festivalagtig stemning på sportspladserne i det sønderjyske. Og sådan en tur bliver kun endnu bedre af, at børnene selv har været med til at tjene penge til at komme af sted.
Kirke Hyllinge IF har de seneste år oplevet stor fremgang i medlemstal og har hold for børn og voksne i alle aldre. Læs mere om klubben på khif.dk
Påskeguiden udkommer igen til næste påske – og bliver igen delt ud af friske fodboldben fra KHIF.







