Oplev fugletrækket i nationalparkerne

Oplev fugletrækket i nationalparkerne

HORNSHERRED: Fuglenes efterårstræk er lige nu på sit højeste, og der venter mange store oplevelser over hovederne på os, når tusinder af fugle i disse uger flyver fra ynglepladserne i nord mod vinterkvarterne i syd.
Hvis man vil se de mange trækfugle, er Danmarks fem nationalparker et godt sted at starte. Her varierer naturen og landskaberne fra nationalpark til nationalpark, der byder på vidt forskelligartede oplevelser.
Der er mulighed for at se Sort sol i Ribe-marsken i Nationalpark Vadehavet, vand- og svømmefugle ved Agger Tange i Nationalpark Thy, brokfugle og andre vadere i Ebeltoft, Nationalpark Mols Bjerge, rovfugle over Skansebakken i Hillerød, Nationalpark Kongernes Nordsjælland – og gæs og ænder i tusindvis ved Selsø Sø i Nationalpark Skjoldungernes Land.

Havørne
I den nordlige del af nationalparken ligger Selsø Sø, som er en af de mest fuglerige søer på Sjælland.
I sommer ynglede her op mod 40 forskellige arter, og i vinterhalvåret ligger her gerne flere tusinde forskellige rastende ænder og gæs.
Her er også skarv i massevis, og selvom det virker som om, de er her hele året, er det forskellige fugle gennem sæsonen.
De, der kan ses om vinteren, er kommet nordfra, mens de, der yngler om sommeren, er trukket længere mod syd.
Ved samme lokalitet er der rigtig gode muligheder for at se en havørn fra et af nationalparkens i alt fire ynglepar.
For de fleste tobenede er det en vanvittig smuk oplevelse at se den enorme rovfugl svæve over hovedet, men gæs og ænder er formentlig af en ganske anden mening.
Parker ved Selsø Kirke, hvorfra der er et storslået kig udover søen.

Foto: Peter Marczak

Andre artikler fra denne uge

Fårets Dag


Valnøddegården er den eneste gård i Nordsjælland, der har åbent på Fårets Dag. Af journalist Conny Probst SKIBBY: Lørdag den

Læs mere »

Havdal


Af journalist Conny Probst JÆGERSPRIS: På gården Havdal, hvor historie og natur mødes, tager kunstneren Jette Ellgaard og hendes far,

Læs mere »

Haveaffald


Som haveejer er man selv ansvarlig for at komme af med sit haveaffald.   Af journalist Conny Probst HUS OG

Læs mere »