Ny turistorganisation bliver en realitet

Ny turistorganisation bliver en realitet
Foto: Kenneth Jensen

FREDERIKSSUND OG LEJRE KOMMUNE: Fra den 1. januar 2021 bliver turismesamarbejdet mellem Lejre, Roskilde og Frederikssund Kommuner forankret i en såkaldt Destination Management Organisation – DMO. 

Det besluttede et flertal på Frederikssund Byråds møde onsdag den 27. maj. 

DMO’en skal etableres som en forening med en bestyrelse sammensat med politisk deltagelse fra de tre kommuner samt med turismemæssige og erhvervsorienterede kompetencer.

Markedsføring og udvikling
Hidtil har de tre kommuners Visit-organisationer haft et markedsføringsmæssigt samarbejde – VisitFjordlandet – og det er disse organisationer, der fremover skal fungere som en samlet DMO. Opgaverne for den kommende DMO bliver blandt andet:

• Markedsføring, pressearbejde og digital tilstedeværelse.

• Oplevelsesudvikling og facilitering af samarbejder med og mellem lokale aktører.

• Tæt samarbejde med turismeaktører i form af museer, attraktioner, Nationalpark Skjoldungernes Land, overnatningssteder mm.

• Tiltrække projektfinansiering fra både nationale og internationale puljer.

Herudover kan kommunerne tilkøbe ydelser hver for sig, hvis man ønsker særlige indsatser. Hver af de tre kommuner skal finansiere DMO’en med 36 kroner pr. indbygger pr. år. Med et samlet befolkningstal på lige over 160.000 i de tre kommuner, giver det den nye organisation et budget på knap seks millioner kroner årligt.

Rekruttere direktør
På Lejre Kommunes Byrådsmøde den 26. maj blev sagen tiltrådt.

Forudsat, at Roskilde Kommune også godkender etableringen af DMO’en, bliver en af de første opgaver at rekruttere en direktør til organisationen. Herefter skal der tages politisk stilling til vedtægter for foreningen og sammensætning af bestyrelsen i løbet af efteråret 2020. 

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »