Nogle af havens hovedbrud

Nogle af havens hovedbrud
Foto: Peter Norris

HAVEN: Haveselskabet, som er en landsdækkende og almennyttig forening med rødder helt tilbage til 1830, har i snart 60 år tilbudt haverådgivning til sine medlemmer og hjulpet både nye haveejere og rutinerede haveentusiaster med store og små problemer i haven. Selvom havelivet har forandret sig i takt med tiden, går mange spørgsmål igen år efter år. 

Efter en lang vinter er der meget, vi gerne vil ordne, men vejret og den kolde jord kan drille og forpurre de ellers gode intentioner i både køkkenhave og prydhave. Et generelt godt råd for haven i april er derfor at holde lidt igen og være tålmodig.

 I Haveselskabets rådgivning går særligt tre temaer igen år efter år i april: Mos i græsplænen, beskæring af roser, planlægning af køkkenhaven. 

Mos i plænen
Foråret er et godt tidspunkt at fjerne mos på, for det har haft gode vækstbetingelser over vinteren – især hvis det har været vådt og mildt. 

Men når jorden varmes op, begynder græsset at gro, og derfor er det godt at fjerne mos netop nu. Mos kan fjernes med en vertikalskærer eller en mosrive med metaltænder, især hvis der ikke er så meget mos plænen.

Når mosset er fjernet, skabes der lys og luft til græsset, og  man kan med fordel efterså græs og hjælpe det lidt på vej med gødning. 

En effektiv måde at undgå mos på er ved at holde plænen tæt – og det opnår man bedst ved at klippe det regelmæssigt.

Men det er værd at bemærke, at det ikke er nødvendigt at fjerne mos i plænen, hvis man ellers ikke har noget imod, at det er der. Ligger plænen i skygge, må man acceptere, at der altid vil være lidt mos i den. 

Græs har de bedste vækstbetingelser, hvis det får meget sol, vand og gødning.

Beskærering af roser
Beskæring af roser bliver ofte gjort til noget mere besværligt og kompliceret, end det egentlig er, og de fleste er bange for at skære for meget. 

Men roser har godt af at blive beskåret, og de moderne sorter beskæres ned i cirka 25 cm højde. 

Historiske og engelske roser skal dog kun beskæres cirka en tredjedel tilbage, og gamle, grove grene skæres af helt nede ved jorden. 

For alle slags roser gælder det, at døde og syge grene fjernes, når man er i gang. Ved beskæringen kan man styre i hvilken retning rosen kommer til at vokse. 

Roser skal først beskæres, når risikoen for hård frost er ovre, hvilket for det meste vil sige fra midten af april. Det er vigtigt ikke at udsætte sine ny-beskårede roser for voldsom kulde, så det er en god idé at holde lidt øje med 14-dags prognosen for vejret, inden man går i gang. 

Køkkenhaven i april
Køkkenhaven er noget, mange haveejere glæder sig til. Og når den første forårsdag melder sig, kan vi næsten allerede smage de friske grøntsager og nyopgravede kartofler. 

Men selvom luften føles lun, er jorden stadig til den kølige side i april, så gå lidt forsigtigt frem. 

Til gengæld er april en god måned at begynde at forkultivere planter, der senere skal ud i køkkenhaven. 

Forkultivering i drivhus er fint, fordi forårssolens stråler sagtens kan varme det op samtidig med,  at glasset beskytter mod kulden om natten. 

I april kan man gå i gang med blandt andet majs, squash og bønner, som så lige er til at plante ud, når jorden er varmet mere op.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »