For et par år siden fandt jeg nogle spiralhæftede kogebøger fra 1950’erne på en boghylde i en af Skibbys genbrugsbutikker, blandt andre ”50 middage til hverdag og fest”.
Her var der til min store overraskelse en opskrift på den version af stegt flæsk, som min mormor lavede, når vi fik stegt flæsk med persillesovs, der jo i nyere tid er blevet forfremmet til Danmarks nationalret. Hendes måde at lave det på, havde jeg aldrig set andre steder.
I kogebogen hedder det ”Paneret, stribet flæsk”, og det er meget præcist, hvad det er. Men jeg ved nu, at man ellers kalder retten ”Husmandskoteletter” – og at den ret selvfølgelig ikke på nogen måde er ukendt, om end næppe meget udbredt længere.
Det særlige i mormors version var, at flæsket kom fra en gris opfostret hos hendes søster og svoger i Kyndeløse, hvor den havde fået lov at blive 10-15 kilo større end slagte-idealet. Altså meget federe…
Så det skiveskårne flæsk var i praksis mest fedt, der så blev paneret og stegt i svinefedt. Helt bogstaveligt: Stegt i eget fedt!
Det smagte vildt godt – det indrømmede selv yngre, mere sundhedsbevidste folk, der kom ind i familien.
Og selv om man kan sagtens følge opskriften i dag, bliver det svært at finde så fedt flæsk, som det min mormor brugte.
I øvrigt var der et andet hjemmelavet produkt fra den hjemmeslagtede Kyndeløse-gris, der var noget særligt i hendes version: Blodpølsen.
Ud over at den ikke var en pølse, men bagt i en brødform, så betragtede jeg de første mange år af mit liv denne ret som en kage. Serveret til eftermiddagskaffen med smør og sukker på, var det svært at tænke andet.
Hun må have lavet ekstra portioner blodpølse til fryseren, for jeg synes, vi fik blodpølse oftere, end de kan have fået en halv gris (den anden halvdel blev tilberedt i Kyndeløse).
Men til kaffebordet havde hun også en krydderkage med smørcreme på repertoiret, som det ikke var muligt for os andre at genskabe. Hun fulgte selvfølgelig ikke en opskrift, men lavede den på slump. Så engang gik familien videnskabeligt til værks: Alle poser og bøtter med ingredienser blev vejet, før hun bagte kagen, og så igen bagefter – men selv med disse nøjagtige mål blev det aldrig det samme. Eller i hvert fald ikke helt det samme.
Når vi som børn var på vinter-, sommer- eller efterårsferie hos vores mormor og morfar, var det fast tradition, at vi i løbet af ferien skulle have vanilje-budding til dessert, og denne ret er det både muligt og endda let at genskabe, for Mormor brugte buddingpulver fra ”Tørsleff” – eller det kan selvfølgelig også have været fra ”Dr. Oetker”!
Men syltetøjet til buddingen var lavet fra bunden af brombær fra haven. I min tid var der ikke længere kirsebærtræer i haven, så kirsebærsovsen til julens risalamande blev købt hos Købmand Madsen.
Mormors hjemmedyrkede og -syltede græskar var også bemærkelsesværdigt gode, men nok heller ikke helt så speciel en ople¬velse, som jeg dengang troede. For der blev på et tidspunkt her i 2000-årene serveret græskar hos min mor, og en af vores slægtninge konkluderede: Nå, du har Marys opskrift – Næh, de er fra ”Beauvais”.
Forklaringen er nok, at hvis firmaer som ”Beauvais” holder sig til de traditionelle, få råvarer, så bliver resultatet nogenlunde, som man husker det hjemmelavede. Og selv har jeg ikke fået hjemmesyltede græskar siden mormor lavede dem – og det sluttede, da hun flyttede til sin parcelhus på Syrenvej mange år før, hun døde for mere end 25 år siden.
Mormor havde som ung arbejdet i køkkenet på Højgård i Venslev, som var sommerpensionat, og hvor blandt andre den landskendte forfatter Morten Korch holdt ferie flere år.
Hun fortalte en enkelt anekdote derfra, hvor en dag fadet med afskåret pålæg havde været en tur på køkkengulvet umiddelbart før frokost, og køkkenpigerne ikke havde haft anden mulighed end at, som hun sagde: ”Tørre det af med en klud” og sende fadet ind. De fulgte så efterfølgende smågrinende, at de ”fine” københavnske feriegæster nøje brugte serveringsgafler for at få pålægget fra fadet til tallerkenen.
Hvad man ikke ved, får man ikke ondt af!
Jeg ventede alle sæsoner på, at det samme skulle ske i køkkenet på ”Badehotellet”…
Det har altid været sådan, at den bedste frikadelle er som ”mor lavede den”. Og nu har vi fået et helt ”køkken” kaldet ”mormor-mad”, der går for på den ene side at være relativt usundt og på den anden bare smager godt. Begge dele kan nuanceres, og noget af begejstringen handler vist om, at vi er blevet så uvante til at lave tidligere tiders hverdagsmad, at det bliver sjovt at afprøve opskrifter fra 1950’ernes kogebøger – og at smage på minderne.
