JÆGERSPRIS: Søndag 7. juni kl. 11-15 er der Havnens Dag i Kignæs. Efter et godt forarbejde og med støtte fra Hempel Søsat-fonden er det for tredje år i træk igen muligt at tilbyde unge en prøvetur i jolle, kajak, board eller speedbåd. Samtidig er der gratis pølser og is til de første 100 unge, som møder op.
Ligesom de forrige år er vi sikre på, at der også bliver pølse eller is til mange af de voksne, som lægger vejen forbi havnen, forsikrer Michael Rye Sørensen fra Jægerspris Sejlklub.
Gratis medlemskab
I år kan klubben som noget nyt tilbyde de unge et antal gratis medlemskaber af Jægerspris Sejlklub et halvt års varighed til en værdi af 300,- kroner.
– Kom, få en snak og bliv skrevet op. Klubben har joller, redningsveste og våddragter i mange størrelser – og med et gratis medlemskab er der ingen undskyldning for ikke at prøve at sejle, få frisk luft og opleve glæden ved den skønne natu, opfordrer Michael Rye Sørensen.
/TS









