Jo, pengene er der

Jo, pengene er der

Af Jørgen Bech

Byrådsmedlem (V)

Tøgersen (LA) foreslår i et debatindlæg her i avisen at nedlægge Kulhuse bilfærgen, fordi ”der er ikke er penge til det” skriver han samtidig med at han anklager undertegnede for ”populisme”, fordi jeg mener, at Kulhuse færgen skal bevares.

Hertil må jeg sige, at det er ærgerligt at han ikke kan huske hvad han selv har skrevet under på.

I dette tilfælde det seneste budget, hvori der er afsat præcist 92,117 mio. kr. til en udskiftning af Columbus. Det budget har alle partier skrevet under på.

Denne forudsete udskiftning af færgen har i øvrigt stået i investeringsplanen siden 2018, så det burde ikke komme som en overraskelse for nogen.

Så pengene er der, og de er afsat til en udskiftning.

Men det er noteret at Tøgersen ikke vil bruge pengene til det.

Det synes jeg er rigtig trist, for færgen er en kæmpe turistattraktion. Endda 3 gange større i årligt gæsteantal end Willumsens museum, selv om færgen kun sejler i 7 måneder om året. Men en færge er selvfølgelig ikke fin-kultur.

Bilfærgen er derimod en stor turistfremmende attraktion for Hornsherreds nordlige spids, med stigende gæstetal i Kulhuse år for år. Den gavner hele kommunen, fordi især turisme er et stærkt aktiv for Hornsherred.

Det vil være en katastrofe at nedlægge færgen. Derfor anbefaler jeg at holde fast i den investering, som er planlagt til formålet, og som har været det længe.

Denne kommer på ingen måde til at skade andre områder, bl.a. fordi en Columbus II færge kan finansieres via Kommunekredit og fordi driftsomkostningerne bliver væsentlig mindre med en ny færge.

Over fx 30 år bliver investeringsudgiften minimal med ca. 3 mio. kr. pr. år ud af kommunens samlede investeringsbudget på ca. 140 mio. kr. om året.

Andre artikler fra denne uge