Jeg glæder mig


Nytårshilsen fra den kommende borgmester, Tina Tving Stauning (A).

FREDERIKSSUND KOMMUNE: – Så nærmer vi os både jul og nytår, og jeg glæder mig. Glæder mig til at være sammen med familie og venner, selvfølgelig tilpasset Corona. Glæder mig til at gøre status for året, som er gået og glæder mig til at overtage borgmesterposten for hele Frederikssund kommune.

– 2021 har på mange måder været et helt særligt år. Alvorlig sygdom i nærmeste familie og de mange bekymringer, som følger med og samtidig den store glæde, at det går godt med de store unge børn og deres kærester, job osv. samt glæden over igen at skulle være farmor. 

– Livet i alle dets afskygninger.
– Sådan har det også været med det politiske daglige arbejde. Gennem året har vi behandlet mange sager i byrådet, som har vital betydning for mange borgere; Kommuneplanen, Budget 2022, nye kvalitetsstandarder, nye bebyggelser, bestilling af den offentlige transport, nye kultur og fritidstilbud, lukning og åbning af plejehjemspladser, normeringerne i børnehusene og renovering af bygninger, veje og fortov.  

– Nogle sager har vi i byrådet været enige om eller i hvert fald opnået enighed om. I andre sager har vi slet ikke kunnet nå hinanden.
– Sådan er den politiske hverdag, men tonen og de useriøse og til tider personlige angreb har været hårdere end tidligere.  

– Det fjerner fokus fra de nødvendige politiske tiltag og opgaver, og er med til at skabe hovedrysten hos mange. Må den del af det lokalpolitiske arbejde være et forbigående fænomen.
– Som socialdemokrater arbejder vi politisk efter vores arbejdsprogram, som vi traditionen tro sammen med partiforeningens medlemmer og andre har udarbejdet i en lang og givende proces. Her tager vores valgprogram også udgangspunkt. 

– Vi har længe villet gøre det ordentligt, sikre mere og tidligere inddragelse af borgere, virksomheder, foreninger, medarbejdere og andre.
– Længe ønsket at styrke velfærden og sikre fremdrift i klimatiltagene. Det gør vi kun ved at fastholde den gode økonomi. Politiske ønsker og visioner, som er vigtige for os. 

– Derfor fandt vi flere uger før valgdagen sammen med andre partier, som også gerne ville drøfte den politiske retning og havde dermed et godt udgangspunkt inden valgdagen for det fremtidige byrådsarbejde. 

Der er stor vilje og lyst til at fortsætte med at udvikle Frederikssund Kommune, med streg under hele kommunen. Vi ønsker at gøre op med dem og os og i stedet være i dialog hele vejen rundt – med borgere i byen og på landet, med erhvervslivet og med de mange ildsjæle, som vores kommune rummer.
– Vi vil have fokus på, at kommunen opleves tilgængelig, serviceminded, faglig kompetent og ordentlig i sin tilgang. 

For at styrke dette arbejde, har vi blandt andet ændret på flere ting; lavet makkerskaber i de nye fagudvalg under byrådet.
– Nu skal både formand og næstformand samarbejde om at få det politiske arbejde til at fungere i fællesskab.
– Nogle udvalg har skiftet navn for at signalere nye tider. Velfærdsudvalget er for eksempel kommet til at hedde Omsorg og ældre, og andre nye udvalg er kommet til, for eksempel Klima, natur og energi samt Unge, fritid og idræt. De konkrete klimatiltag og naturen skal styrkes, og der skal større fokus på, at de unge kommer godt igennem ungdomslivet med alt, hvad det også indebærer. Det har vi alle brug for. 

– Vi ønsker at styrke uddannelse, arbejdsmarkedet og erhvervslivet og især den fælles grønne omstilling har vores fokus. 

– Jeg glæder mig personligt til at komme ud til mange små, mellemstore og større virksomheder i løbet af 2022 og glæder mig til at være med i børnehaven, på plejehjemmet, i botilbuddet, for ikke kun at se, men at opleve hverdagen for de mange borgere og kommunalt ansatte i Frederikssund Kommune. 

– Borgmesterkontoret vil ej heller forblive på Rådhuset. Med en bærbar under armen vil jeg som borgmester arbejde rundt i hele kommunen.
– Vi skal have fokus på at udvikle hvert sted i kommunen med udgangspunkt i de lokale forhold.
– Jeg glæder mig og frygter kun lidt, at Corona kommer til at spænde ben for alle planerne her og nu. Pas godt på hinanden.

– Jeg har allerede oplevet stor åbenhed fra alle byrådets partier til at begynde at arbejde på en ny måde i et større fællesskab – tusind tak for det. Der har været drukket kaffe og været snakket på kryds og tværs. Det kan kun styrke hele Frederikssund kommunes fremtid. 

– En kommune som vi både er stolte over og glade for.
– Rig på natur og faciliteter. Rig på fællesskaber og muligheder og med en økonomi, som igen kan stå distancen efter hårde år, usikkerhed og urimelige nedskæringer.
– Det bliver ikke nemt at vende skuden. Ikke nemt at sikre en ordentlig tone hele vejen rundt i det politiske landskab. Ikke nemt at fastholde og styrke den grundlæggende velfærd, der er så vigtig for dig og mig.
– Men jeg er optimistisk og glæder mig til at komme i gang med at være sammen om hele Frederikssund.

Sammen om fremtiden. Det tegner lyst.

God jul og godt nytår til alle.

Tina Tving Stauning

Andre artikler fra denne uge

Fårets Dag


Valnøddegården er den eneste gård i Nordsjælland, der har åbent på Fårets Dag. Af journalist Conny Probst SKIBBY: Lørdag den

Læs mere »

Havdal


Af journalist Conny Probst JÆGERSPRIS: På gården Havdal, hvor historie og natur mødes, tager kunstneren Jette Ellgaard og hendes far,

Læs mere »

Haveaffald


Som haveejer er man selv ansvarlig for at komme af med sit haveaffald.   Af journalist Conny Probst HUS OG

Læs mere »