Hug en hæl og klip en tå

Hug en hæl og klip en tå

LÆSERBREV
Af Birgit àRogvi
Jungehøj 26, Kyndby Huse
På vegne af en frustreret
busgruppe

Så fik jeg da lige kaffen galt i halsen, da jeg læste Frederiksborgamt avis.
Tina Stauning udtaler, at der kun er afsat 500.000 til at dække behovet for transport til Kyndby Huse, Dalby Huse og Over Dråby Strand.
John Schmidt Andersen (V) og Tina Stauning (A) har ellers tidligere talt om vigtigheden i, at alle borgere i kommunen har ret til kollektiv trafik, til arbejde og lign., men åbenbart ikke os. På trods af, at kommunen lige har opdaget, at El-busserne sparer dem for 2,5 mio. kr. Og Michael Tøgersen (V) offentligt har proklameret, at økonomien er i top, der er 400 mio. kr. i likviditetsbeholdningen.
Vi har ingen muligheder for at komme på arbejdet, til uddannelse eller opretholde et socialt liv med de lappeløsninger, som kommunen har sat i stedet for vores almindelige bus.
Lappeløsninger der består af skolebus og indkøbsruten, som forbindelsesled. Ellers er der 45 min gang til busstop.
Hertil kommer både dyre og billige løsninger f.eks. plus/flex tur, taxa, cykel, egen bil.
Vi har i snart tre år lavet behovs analyser, dokumenteret følgerne for udsatte borger, beskrevet ensomhed især for børn, unge og ældre. Dokumenteret hvordan unge ikke får uddannelse osv.
Vi har sågar lavet oplæg til ændringer af busruter. Vores politikere hører, hvad vi siger. Men de lader os åbenbart i stikken igen og lader os sejle i vores egen lille sø,
med et forslag om 500.000 til deling.
Ikke en gang deres eget forslag, om indkøbsruten, hvor man har en hel time til sine gøremål i Jægerspris, kan lade sig gøre. Hvis Movia skal køre de to ture, plus to ture i weekenden, overstiger prisen budgettet, som vi læser om i avisen.
Buslinje 315 kunne sagtens betjene Kyndby Huse, som i gamle dage (for to år siden), hvis den kører ad Færgevej i Frederikssund (i stedet for forbi Campus) så bliver ruten et minut længere.
Tiderne er hentet fra eksisterende busplaner. Tina Stauning udtaler, at vores busplaner slet, slet ikke dur.
Men det er kun på tre afgange på skoledage, hvor bussen skal forbi Campus, her ville chaufføren kun få tre minutters pause. Så på de tre afgange, må der naturligvis findes en anden løsning.
Vi foreslår efterfølgende: At kommunen bruger en mio. kr. til en anstændig busplan til de to store sommerhusområder, Dalby Huse og Over Dråby Strand. Som i årevis har fået skåret og skåret i deres bus afgange.
Husk kommunen sparer 2.5 mio., når vi går over til EL-busser, så pengene er der.
En anden model: Man lægger puslespillet om. Alle ruter kigges efter og omfordeles. Så må der hugges en hæl og klippes en tå, for at få puslespillet til at gå op. Det er rent faktisk Movias job at
lægge busplanerne og få puslespillet til at gå op. Så bliver kommunens pengene forhåbentligt udnyttet optimalt.
Manglen på busbetjening til helårsbyen Kyndby Huse, er politikerne endnu ikke blevet enige om, men at Vinge skal have flere busser fra Skibby, det er vedtaget, Trods et fåtal passager har opdaget, at den eksisterer.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »