Jeg har altid boet i Hornsherred. Først i Gerlev, siden Ferslev og størstedelen af mit liv i Jægerspris. I dag arbejder jeg i Skibby. Det betyder, at Hornsherred for mig ikke bare er et område på et kommunekort. Det er barndom, hverdag, arbejde, familie, naboer, foreninger, skoleveje, indkøb, fjorde, marker og mennesker, man hilser på.
Derfor reagerer jeg også, når Hornsherred nogle gange omtales eller behandles, som om vi ligger lidt ved siden af det hele. Som om vi er kommunens yderkant. Det er vi ikke. Hornsherred er ikke udkant. Hornsherred er hjem.
Men nogle beslutninger kan få det til at føles anderledes.
Når tilbud samles længere væk, når busserne ikke passer til unges fritidsliv eller uddannelse, når skolevejen bliver længere, eller når ældre og pårørende får sværere ved at få hverdagen til at hænge sammen, så mærkes det tydeligt her. Ikke som store principielle diskussioner, men som helt almindelige hverdage, der bliver mere besværlige.
Jeg kender forskellen på at bo et sted, hvor noget ligger lige om hjørnet, og et sted hvor man er afhængig af bil, bus, naboer eller familie. Det gør mange i Hornsherred. Mange af os har netop valgt Hornsherred på grund af roen, naturen, pladsen og de stærke lokale fællesskaber. Men det kræver, at man også forstår de afstande og vilkår, der følger med.
En busrute er ikke bare en busrute, hvis den er afgørende for en ung, der skal til uddannelse eller fritidsaktivitet. En lokal skole er ikke bare en bygning, men et samlingspunkt for børn, forældre og lokalområde. Og en forening er ikke bare fritid — det er ofte dér, fællesskaber opstår, og et lokalsamfund hænger sammen.
Vi bor ikke langt væk. Vi bor her. Derfor skal kommunale beslutninger også tage udgangspunkt i hverdagen her — med afstande, busser, skoleveje, ældre, foreninger og de fællesskaber, der får Hornsherred til at hænge sammen.
For der er noget særligt ved Hornsherred. Vi har fjordene — Isefjorden og Roskilde Fjord — skovene, markerne og landsbyerne. Vi har historien og kulturen tæt på med Selsø Slot, Jægerspris Slot, Kulturhuset Rejsestalden, Teater JAS og Kulhusefærgen, der binder steder og mennesker sammen.
Vi har roen, men også ansvaret for hinanden. Her er mennesker, der stiller op. Til idrætsforeningen, lokalrådet, skolebestyrelsen, byfesten, kulturlivet og naboen, der har brug for en hånd. Den slags kan man ikke beslutte sig til på et rådhus. Det vokser nedefra, og det skal man passe på.
Vi skal naturligvis udvikle Hornsherred. Vi skal ikke stå stille. Men udvikling skal ske med omtanke. Vi skal bygge videre på det, der allerede fungerer: naturen, landsbyerne, kulturen, foreningerne, de lokale kræfter og den ansvarsfølelse, der findes her.
Derfor bør enhver større beslutning starte med et enkelt spørgsmål: Hvad betyder det for hverdagen i Hornsherred?
For barnet, der skal i skole. For den unge, der skal med bussen. For den ældre, der gerne vil blive boende tæt på det kendte. For familien, der får kalenderen til at hænge sammen. Og for de frivillige, der hver uge får fællesskaberne til at leve.
Jeg ønsker mig, at Hornsherred skal blive ved at være stedet, hvor børn fortsat kan vokse op trygt, hvor ældre kan blive gamle med værdighed, hvor familier kan få hverdagen til at hænge sammen, hvor kulturen har plads, og hvor de lokale fællesskaber får lov at blomstre.
For os, der bor her, er Hornsherred ikke langt væk.
Det er lige her.
Det er hjem.
