Hjælp til at finde vej gennem vaccinationsjunglen

Hjælp til at finde vej gennem vaccinationsjunglen

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Mange borgere har af gode grunde svært ved at få klar besked og støtte til at finde rundt i vaccinationsindsatsen. Derfor sætter Frederikssund Kommune nu øget fokus på at gøre det nemmere for borgerne at finde information om vaccinationerne.  Rækkefølgen af vaccinationer i Danmark er fastlagt i Sundhedsstyrelsens vaccinationsprogram, og det er Region Hovedstaden, der har ansvar for at vaccinere borgerne. 

Men Frederikssund Kommune gør nu en ekstra indsats for at sikre, at så mange borgere som muligt, bliver vaccineret. 

Alle danskere får besked i sin e-Boks, når det bliver ens tur, og kan derefter booke tid til vaccination på www.vacciner.dk. 

Hvis man er fritaget digital post, får man brev med posten og kan bestille tid på telefonen. 

Mange oplever, at der ikke er ledige tider eller at det er svært at komme igennem på telefonen. 

Det er naturligvis frustrerende, men prøv igen. Der bliver dagligt frigivet nye tider og i de kommende uger frigives også flere vacciner. 

Indtil videre har alle borgere, der er +65 år og modtager både praktisk hjælp og personlig pleje (vaccinationsgruppe 2) og alle borgere, der er +85 år (vaccinationsgruppe 3) modtaget en invitation fra Statens Serum Institut til vaccination.

Mange af disse borgere er allerede vaccinerede, men der mangler stadig nogle borgere. 

Telefonisk kontakt
Derfor har Frederikssund Kommune telefonisk kontaktet de svageste borgere for at høre, om de har brug for kommunens hjælp. 

Pårørende og bekendte til ældre borgere opfordres til at hjælpe med at booke tider og transportere sin nærmeste til vaccinationsstedet. 

Også mange borgere med tilstande og sygdomme, som giver særligt øget risiko for alvorligt forløb af COVID-19 (vaccinationsgruppe 5) og udvalgte af deres pårørende (vaccinationsgruppe 6) har modtaget en invitation til vaccination.

På Frederikssund Kommunes hjemmeside og Facebook informeres der løbende om frigivelse af vacciner til de enkelte målgrupper.

Har man behov for kørsel til vaccinationsstedet, kan man, hvis man er visiteret til handikapkørsel, benytte den ordning. 

Ellers kan man bestille kørsel ved at ringe til kommunens Borgercenter på telefon 4735 1000. 

Borgercenteret har åbent mellem klokken 9 til 12 på hverdage undtaget tirsdag, hvor der er lukket.

Har man spørgsmål vedrørende vaccinationer, kan man kontakte Frederikssund Kommunes vaccinationslinje på 4735 2677 mellem klokken 9 og 15 på alle hverdage. 

Her kan man få svar på spørgsmål vedrørende vaccinationsprogrammet.

 Læs mere om vaccinationer på Sundhedsstyrelsens hjemmeside: sst.dk/da/corona/Vaccination-mod-COVID-19.

Andre artikler fra denne uge

Danmark Spiste Sammen


Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder. SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde

Læs mere »