Hetz mod indvandrere

Hetz mod indvandrere

Af Carsten Pontoppidan, Jernbanegade 4, Frederikssund

 Igen og igen skal vi høre på Inger Messerschmidt’s  usympatiske og generaliserende angreb på indvandrere. 

Naturligvis skal vi ikke acceptere kriminelle banders adfærd – det er vist alle enige om. Men DF fører en urimelig hetz mod alle indvandrere.

Jeg har haft den glæde, at arbejde sammen med nogle af dem her i Frederikssund. Det var de sødeste, mest hjælpsomme og rare kollegaer. I pauserne hyggede vi os, drak kaffe og spillede kort. 

Det er noget jeg mindes og tænker på med glæde. Disse kollegaer, og deres  familie, skal ikke udsættes for den uretfærdige og absurde behandling, som Inger Messerschmidt giver udtryk for i sit læserbrev.

Da jeg arbejdede for UNHCR i Afghanistan, var der på det kontor, jeg var tilknyttet – udover de mandlige ansatte – også tre yngre afghanske kvinder ansat. Når de ankom til kontoret, var de iført burka. Når den kom af, lignede de ganske almindelige danske unge kvinder. 

I løbet af dagen kom de til mit kontor, og spurgte: ”Mister Carsten would you like to come to our office and have a cup of tea”? Så drak vi te, spiste kager og snakkede om vores familier. Der var ikke noget kriminelt over det miljø.

Stop den generelle og urimelige hetz mod indvandrere, og koncentrer arbejdet mod dem, der er kriminelle og begår uacceptable handlinger.

Et Godt og fredfyldt Nytår til alle.

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »