Han cykler fra Vipperød til veteranfodbold i Skibby

Han cykler fra Vipperød til veteranfodbold i Skibby
Træningen starter med lidt opvarmning. Alfred Kristensenhar placeret sig foran træner Bent Ørnfeldt. Foto: Steen Westh

SKIBBY: – Man må aldrig sætte sig hen i en lænestol og være inaktiv, når man kommer op i årene.

Det gode råd lever 82-årige Alfred Kristensen til fulde op til, fortæller fotograf Steen Westh, der også selv spiller veteranfodbold i Skibby.

– Alfred bor i Vipperød syd for Holbæk. Hver onsdag morgen springer han op på cyklen og cykler de omkring 20 kilometer til fodboldtræning i Skibby. Og det foregår i al slags vejr, også om vinteren, hvor der er indendørstræning i Skibby Hallen.

– Kun én gang har Alfred meldt afbud; der var for meget is på cykelstierne.

Alfred trænede ellers på et veteranhold i Hvalsø, men det ophørte. Så ringede han til en klub i nærheden af Vipperød, men blev mødt af en telefonsvarer to gange.

På internettet (for det kan han også færdes i) fandt han så Skibby Idrætsklub, som han kontaktede og blev mødt af imødekommenhed og et stort ”Velkommen i klubben”.

Lidt ekstra opvarmning

Træningen starter hver onsdag året rundt kl. 10.30. Men Alfred er altid fremme i Skibby cirka 1½ time før, fortæller Steen Westh.

– Så løber han fodboldbanerne rundt for at varme lidt op, inden den hårde, men retfærdige træner, Bent Ørnfeld, sætter træningen i gang.

– Alfred er langtfra den langsomste på banen, siger han.

– Aldersmæssigt taler Bent Ørnfeldt af erfaring; der er kun er cirka 14 dage mellem de to alderspræsidenter. De fylder begge 83 år i juli.

Efter en strabadserende times tid med fodbold, stiger Alfred så igen på ”jernhesten” og har ikke noget imod, at der sandelig også er 20 kilometer hjem igen.

Plads til flere

Hver onsdag møder der 10-14 seniorer op, hvis dåbsattester afslører, at de fleste har rundet de 60 år.

Såvel fortiden indenfor fodboldverdenen som kampvægten på aktørerne, er meget forskellig.

– Vi har masser af plads til endnu flere, der ønsker, at holde formen ved lige samtidig med, at der er rig mulighed for socialt samvær med mennesker man kender, eller ikke kender. Det samme gælder for vores damehold, der træner hver onsdag klokken 10.30, fortæller holdleder Gert Peglau fra Skibby Idrætsklub

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »