Håndtryk og danskhed

Håndtryk og danskhed

Af Inge Messerschmidt gruppeformand, Dansk Folkeparti 

Så raser håndtryksdebatten igen. Og det er jo egentlig mærkeligt, at det overhovedet kan være et problem for folk, der har fået dansk statsborgerskab, at de skal trykke en af det modsatte køn i hånden. 

For mens det i visse mellemøstlige lande måske kan være kontroversielt, hvis en mand skal trykke en kvinde i hånden, så er håndtrykket i Danmark en helt almindelig omgangsform. Det er en del af måden at leve på her i landet. For folk, der er danske – hvordan kan det være et problem? 

Jo, det kan det, fordi de mellemøstlige skikke ikke forsvinder – selvom man har fået dansk statsborgerskab. Og det rejser jo et grundlæggende spørgsmål: kan man overhovedet siges at føle sig dansk, hvis man ikke kan tåle at trykke en af det modsatte køn i hånden? 

Det mener vi i Dansk Folkeparti ikke.

 Derfor har vi også krævet, at der under grundlovsceremonien her i Frederikssund skal være både en mand og en kvinde til stede som repræsentant for kommunen. For uanset om modtageren af statsborgerskab er mand eller kvinde, skal man naturligvis kunne møde en af det modsatte køn med åben pande. 

I Danmark er det ene køn hverken mere eller mindre rent end det andet. 

I Danmark er det ene køn hverken mere eller mindre værd end det andet. 

Her er håndtrykket en naturlig omgangsform for ligeværdige mennesker, uanset om vi mødes som venner eller bekendt, fremmed eller kollega. 

Vil man være dansk, kan man derfor også give hånd til, hvem det end måtte være. Ja, faktisk burde det være en ære at komme til borgmesteren for at takke for den fineste gave, det danske folk kan give – nemlig at blive optaget i og blive en del af folket. 

Sætter man mellemøstlige kønsrolletanker over det at takke for denne fornemste gave, er man ganske enkelt ikke værdig. For så er man ikke dansk.

Når denne ceremoni nu er overført til kommunerne, er det et stort og vigtigt ansvar, der skal løftes. Det må vi ikke glemme. Og derfor føler jeg mig ikke betrygget ved borgmesterens ligegyldige tilgang til, om man med håndtrykket signalerer, at man hører til. 

Af flere omgange forsøgte borgmesteren sidste sommer at komme uden om vigtigheden af at følge bekendtgørelsen. 

ænk, at der kan være så langt fra Christiansborg til Frederikssund..! Med toget tager det bare 45 minutter. 

Men i den politiske virkelighed er det to helt forskellige tidsdimensioner, hvis man skal rejse fra Inger Støjberg til borgmesterkontoret i Frederikssund. 

Og det går selvsagt ikke. 

Derfor står vi i Dansk Folkeparti fast. Naturligvis skal man som ny dansk statsborger kunne give sine nye medborgere hånden – uanset hvilket køn.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »