Foss køber stor erhvervsgrund i Vinge

Foss køber stor erhvervsgrund i Vinge

VINGE: I den nordlige del af Vinge – lige nord for Haldor Topsøe Park – ligger et erhvervsareal på godt 15 hektar, som i fremtiden skal være hjem for virksomheden Foss’ produktionsfaciliteter.

Grunden har været i udbud i foråret, og på byrådsmødet den 2. juni accepterede byrådet et købstilbud fra Foss på 61,9 mllioner kroner for grunden. Handlen er betinget af, at Frederikssund Kommune udarbejder en lokalplan for området.

Virksomheden har i nogen tid ledt efter en grund at etablere nye produktionsfaciliteter på.

Foss planlægger at opføre en topmoderne fabrik på godt 20.000 kvm., som sætter nye bæredygtige standarder, både når det gælder bygningsmaterialer, grøn energi og det omkringliggende miljø. Den nye fabrik kommer til at beskæftige cirka 250 ansatte, som skal varetage alle funktioner i forbindelse med produktionen af FOSS’ instrumenter.

Teknologi til
fødevareindustrien

Foss er en højteknologisk virksomhed, der producerer test- og analyseløsninger til landbrugs- og fødevareindustrien.

Det drejer sig om teknologi, der kan analysere blandt andet proteinindholdet i mejeriprodukter, fedtindhold i kød, fugtighed i korn eller sukkerindholdet i druer. Med analyser som disse kan fødevareindustrien skabe en mere intelligent og datadrevet produktion, der resulterer i mindre spild af fødevarer og bedre udnyttelse af råvarerne.

Foss er global markedsleder og har langt den største del af sit marked udenfor Danmark. Virksomheden beskæftiger godt 1600 medarbejdere og omsatte i 2021 for 2,3 milliarder kroner.

Tidsplan

Foss forventer at påbegynde opførelsen hurtigst muligt, således at den nye fabrik kan være klar i år 2025. På daværende tidspunkt erstatter den de nuværende produktionsfaciliteter i Hillerød, som flytter med over i de nye, moderne og bæredygtige rammer.

Andre artikler fra denne uge

Danmark Spiste Sammen


Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder. SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde

Læs mere »