Foredrag om Sofie Holten og Skuldelev Præstegård

Foredrag om Sofie Holten og Skuldelev Præstegård
Foredragsholder, journalist og lokalhistoriker Henrik Denman er blandt andet kendt fra byvandringerne i Roskilde.

SKULDELEV: Med rødder på Krabbesholm Gods og Skuldelev Præstegård blev Sofie Holten (1858-1930) en landskendt kvinde som kunstner, kvindesagsforkæmper og katolik. Hun spillede en central rolle på datidens kunstscene, brød med mændenes dominans og tog til Paris for at lære mere.

Hjemme igen kastede hun sig ind i kvindekampen og var med til at oprette Kvindernes Køkken, hvor enlige selverhvervende kvinder fik et sted, hvor de kunne spise for små penge. Hun konverterede derefter til katolicismen og tog på store rejser med baronesse Erika RosenørnLehn og boede i Assisi i Italien. I 1908 flyttede de hjem til Roskilde, hvor Sofie var en drivkraft i det katolske samfund.

Onsdag 16. september kl. 19:00 fortæller tidligere journalist på Dagbladet Roskilde, Henrik Denman, om Sofie Holten. Det er i Konfirmandstuen, og der er gratis adgang.

Andre artikler fra denne uge