Folkefest ved åbning af Kultur- og Havnebadet

Folkefest ved åbning af Kultur- og Havnebadet
Havnebadets landgangsbro blev flittigt benyttet denne dag. Foto: Kenneth Jensen, Frederikssund Kommune.

Det var et kæmpe tilløbsstykke, da Kultur- og Havnebadet blev åbnet officielt søndag 2. juni, og de første vandglade badegæster kunne hoppe i bølgen blå.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Mange hundrede mennesker var mødt op på Tippen i Frederikssund søndag den 2. juni ved middagstid for at være med ved åbningen af Frederikssund Kommunes nye attraktion – Kultur- og Havnebadet.

Frederikssund Musikskole spillede op, der var is og popcorn og vikingernes lurblæsere spillede for, da den røde snor blev klippet og konfettirør med bionedbrydeligt indhold blev fyret af. Herefter var der fri leg i vandet for de første 200 gæster, hvilket er det maksimale antal gæster, der må være på Kultur- og Havnebadet på en gang.

Og så i vandet
Efter talerne var repræsentanterne for FNI de første, der fik lov at hoppe i vandet, og derefter var der fri leg til stor glæde for de mange fremmødte gæster. Det var dog ikke alle, der med det samme kunne komme i vandet, da der er et maksimum på 200 gæster på havnebadet ad gangen.

I samarbejde med vinterbadeforeningerne vil Frederikssund Idrætsanlæg holde åbent hus i perioden 3. – 16. juni, hvor der – på visse tidspunkter – er mulighed for at prøve saunaen. Læs mere om åbent hus på Frederikssund Idrætsanlægs hjemmeside.

Andre artikler fra denne uge