Flagdag og indvielse af veterancafeen

Flagdag og indvielse af veterancafeen
Anne Sofie Uhrskov holdt tale ved indvielsen af veterancaféen. Foto: Frederikssund Kommune

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Flagdagen blev markeret på Torvet i Frederikssund, hvor borgmester Tina Tving Stauning (A) i sin tale fortalte om de mange steder i verden, hvor Danmark bidrager med soldater og andet personel til støtte og sikring af fred. Hun takkede de mange danske udsendte og pårørende til udsendte for deres indsats.

Derefter talte oberstløjtnant Jesper Verner Ekman-Sørensen. Han fortalte blandt andet om det nære bånd, der har været mellem Danmark og Estland, siden Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himlen i Estland i 1219:

– Dannebrog står for alle de værdier, vi sætter højt og vil kæmpe for. I dag – 800 år senere – er der igen danske soldater i Estland. Krigen i Ukraine er en påmindelse om, at freden, som vi tager for givet, er skrøbelig, men værd at kæmpe for.

De to talere ved dagens arrangement sluttede af med i fællesskab at lægge en krans ved mindestenen på Torvet efterfulgt af et minuts stilhed.

Veterancafé indviet

Senere samme formiddag blev en ny veterancafé indviet på Parkvej 4-6 i Jægerspris.

Adressen huser i forvejen et værested for sårbare unge, men har også plads til at veteraner nu kan mødes om fælles samvær og aktiviteter.

Formand for Social og Sundhed, Anne Sofie Uhrskov (V), bød velkommen ved indvielsen af lokalet:

– Center for Job og Rådgivning har samarbejdet med Veterancenteret om at etablere en café i Frederikssund Kommune for de mere end 300 tidligere udsendte, som bor i Frederikssund Kommune. Det er rart at have et sted, der er ens eget, og som man kan sætte sit eget præg på.

Derudover fortalte udvalgsformanden, at medarbejderne i socialpsykiatrien vil være behjælpelige med at skabe nogle aktiviteter for veteranerne, og at det bliver op til veteranerne selv at beslutte ,hvilke åbningstider stedet skal have.

Bygningen rummer foruden et separat lokale til veteranerne også et fællesrum med bordtennis og et køkken, som kan bruges af alle husets brugere.

Derudover er der et grønt område omkring huset, som også kan benyttes.

Frederikssund Kommune

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »