Eventyrlig workshop for børn

Eventyrlig workshop for børn
Liza Bruun fra Eventyruniverset inviterer børnene med på en fantasifuld og kreativ workshop, hvor natur, fortælling og kunst går hånd i hånd.

JÆGERSPRIS: Søndag 3. maj kl. 10:00 – 12:30 er der eventyrlig workshop, hvor børnenes fantasi skaber et ægte eventyr. Det er for børn fra 5–8 år, og det finder sted i Rejsestalden i Jægerspris.

Liza Bruun fra Eventyruniverset inviterer børnene med på en fantasifuld og kreativ workshop, hvor natur, fortælling og kunst går hånd i hånd. Børnene tager derfra som nyudklækkede eventyrfortællere, og i hånden får de et billede, de selv har malet. Workshoppen er opdelt i tre dele. Der vil midtvejs være en pause med snacks.

Workshoppen foregår i flere dele. Først tager deltagerne på en tur i den nærliggende skov, hvor børnene bruger deres sanser og går på opdagelse i naturens detaljer. De samler små skatte og finder inspiration i farver, former, lyde og stemninger.

Tilbage i Rejsestalden bruges oplevelserne fra skoven som afsæt. I fællesskab skaber børnene et eventyr, hvor naturen og fantasien er omdrejningspunktet.

Herefter omsætter børnene deres inspiration og eventyr til kunst. De arbejder individuelt på lærred med farver, fjer, glimmer og andre kreative materialer.

Hvert barn skaber sit eget unikke udtryk på et billede, som de får lov til at tage med sig hjem.

Eventyret som skabes til workshoppen, er en del af et bogprojekt. Ti eventyr fra forskellige kulturelle lokationer i Danmark, udgives som bog med titlen “Børns fantastiske fantasi – Kultur og natur”. Bogen indeholder eventyr skabt af børn, som er blevet inspireret gennem kultur og natur.

Billet købes via Rejsestaldens hjemmeside.

/TS

Andre artikler fra denne uge