Hornfisken er ankommet i vores fjorde og vande. Tag din fiskestang frem af gemmerne og fang en hornfisk i de smukkeste omgivelser.
ØSTBY: Hornsherred Fiskeklub holder igen Hornfiskens Dag, på den smukke Østby Havn på Hammervej 28 ved Skibby, lørdag 2. maj fra klokken 10 til 14. Du er velkommen, uanset om du har masser af tid eller kun en time.
Du og I er velkomne både som familie(r) og enkelt personer. Arrangørerne står klar med overdækning, grill, en pølse og en sodavand, eventuelt lånegrej, båd med motor (hvis det ikke er uvejr) og, naturligvis, redningsveste.
Fisk med lille indsats
Du er velkommen til at spørge ind til fiskevand, både, ekkolod, elmotorer, fiskerejser og alt det, der hører med til livet som lystfisker.
– Vi kan ikke garantere at du fanger fisk, men vores erfaring fra tidligere år er at der med meget lille indsats vil blive fanget tilstrækkeligt med hornfisk og mere eksotisk måske også en havørred eller to. Du behover ikke at kunne kaste pirken til Hundested og helt almindeligt fiskegrej, der måske endda er sidste årtusinde eller er antikt, fanger også fisk, siger formand Jes Hansen.
Lidt silketråd eller sytråd i løkker ved eller i stedet for krogen er godt til at få fanget hornfiskens mange tænder i næbbet. Skulle det glippe med at få grejet med, har arrangørerne udlånsgrej i reserve.
Der er rimelig uhindret adgang til den lille romantiske havn og stranden der ligger ved siden af, ligesom der er god og gratis parkering.
Tilmelding er ikke nødvendig. Det er forholdsvis nemt at fange en hornfisk fra havnen, kysten eller fra båd. Bemærk: det er praktisk begrænset, hvor mange der kan komme ud i båd.
/TS









