– Egnen emmer af historie

– Egnen emmer af historie
Det er ”hatten” på huset, som PH i sin tid designede til Krags sommerhus. Foto: Steen Westh

BRAMSNÆSVIG: Asger Thomsen, Kirke Hyllinge har gjort opmærksom på en interessant strækning på sydsiden af Ejby Strandvej.

– Først møder man huset ”3 elme”, hvor væversken Nanna Frandsen og sølvsmeden og prisvinderen Palle Bisgård boede.

– Næst efter kommer sommerhuset, hvor PH lavede en tilbygning til Jens Otto Krag. Det kan man læse om i kapitlet ”Stille dage ved Bramsnæsvig” i Krags første kone, Birgit Tengroths erindringer.

– Mere aktuelt er det jo nu, hvor serien ”Krag/Virkner” ruller over skærmen, at Helle Virkner i sin store erindringsbog fortæller, at hun og Krag i flere år tilbragte mange dage i huset, hvor Krag friede til hende, fortæller Asger Thomsen.

– Længere henne kommer Richard Mortensen hus og atelier, som i dag bebos og bestyres af steddatteren, Nanna Hartmann.

– Derefter kommer den stråtækte idyl, hvor koncertviolinisten Henrik Saxenskjold og han kone, pianistinden Amalie Malling, boede i en årrække.

– For enden af en sidevej til Strandvejen ligger det gamle badehotel, Bramsnæsvig, hvor digteren Otto Gelsted skrev sin bog ”Rundt om en fjord”. Hotellet blev senere til en institution for udviklingshæmmede, og er vist nok nu en specialskole under Lejre Kommune, slutter Asger Thomsen.

Fotograf Steen Westh har fået lov til at tage foto af sommerhuset af de nuværende ejere, der har bopæl i Vipperød.

De fortæller, at de købte sommerhuset i 1990’erne, og at det dengang havde været til salg længe.

Huset er fra 1920’erne, og det er PH, der har tegnet husets ”hat”, så Krag også kunne få kig til vandet fra sommerboligen.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »