Direktør ansat til tværkommunalt turismesamarbejde

Direktør ansat til tværkommunalt turismesamarbejde
Foto: Frederikssund Kommune,, Kenneth Jensen

FREDERIKSSUND OG LEJRE KOMMUNER: Turister bekymrer sig ikke om kommunegrænser. Derfor er Frederikssund, Roskilde og Lejre kommuner blevet enige om, at der er behov for at udvide samarbejdet med en fælles Destination Management Organisations (DMO) – eller på dansk destinationsorganisation. 

Manden, der skal stå i spidsen for det nye samarbejde, bliver nuværende projektchef i VisitFjordlandet Thomas Mahler, der starter som direktør 1. oktober 2020.

Ansættelsesudvalget bestående af repræsentanter fra de tre kommuner har lagt vægt på, at Thomas Mahler har stor erfaring med netværksdannelse og evner at opbygge og fastholde relationer.

– Vi har haft en meget grundig proces med et stort og stærkt ansøgerfelt. Efter flere samtaler og test valgte ansættelsesudvalget Thomas til jobbet, fordi han var den bedst kvalificerede blandt ansøgerne. Thomas har de seneste to år opbygget stærke samarbejder og personlige relationer i turistbranchen, og så har han en solid ledelsesprofil og 15 år erfaring inden for turisme og oplevelsesøkonomi, fortæller Ole Søbæk, formand for Vækstudvalget i Frederikssund Kommune.

Den nye turismedirektørs indgående kendskab til området har også spillet ind i forbindelse med ansættelsen.

– Vi har med Thomas fundet en direktør, som kan sit kram og kender fjordlandet. Han har mange års erfaring i turismebranchen, og som projektchef i VisitFjordlandet har han vist, at han kan skabe resultater. Thomas har et godt blik for fjordlandets særlige fortællinger og de mange små og store steder, som tilsammen skaber hele oplevelsen, lyder det fra Grethe Saabye, formand for Udvalget for Erhverv og Turisme i Lejre Kommune.

Thomas Mahlers første opgave bliver at samle en ny organisation, der kan skabe et stærk brand til fjordlandet.

Alle tre kommuner har opsagt deres nuværende samarbejde med de lokale turistorganisationer.

Den nye fælles destinationsorganisation bliver en realitet fra 1. januar 2021.

Andre artikler fra denne uge

Cirkelrund sejr


Kultur- og havnebadet ved Tippen i Frederikssund åbner søndag 2. juni. Af journalist Tomas Skov FREDERIKSSUND KOMMUNE: Idéen om et

Læs mere »