Døden kommer helt af sig selv i morgen og ofte som en overraskelse, men også ind i mellem længe ventet og med pinefuld langsommelighed.
I det attende århundrede var det ikke ualmindeligt at gamlinge, især mænd, i egen vilje gik på loftet og hængte sig. Så var det overstået, slut med at lægge andre til byrde, slut med ydmygelse og smerte. Det var ukristeligt og fordømmeligt, men forblev en personlig sag mellem Gud og gamlingen.
Lungesygdomme som astma, kronisk bronkitis og tuberkulose var udbredte lidelser. Folk sad op og sov på grund af hoste og åndenød. At overleve attenhundrede tallets lungesygdomme var umuligt. Døden var særdeles nærværende og tog for sig både blandt børn og fødende kvinder, unge som gamle. Gennemsnitslevealderen var kun omkring et halvt hundrede år.
Fra 1832 til 1990 var det officielle dødskriterium konstateret hjertedød. Når hjertet holdt op med at slå, var man død. Basta. Men der kunne være stor tvivl omkring det spørgsmål. Slog hjertet ikke hørligt eller mærkbart under de mange lag uldent tøj var vedkommende måske kun skindød.
I løbet af syttenhundredetallet blev det praksis i alle sogne at udpege en officiel ”Ligsynsmand”. Ligsynsmanden skulle sikre, at afdøde virkelig var død og altså ikke bare skindød. Gyselige vandrehistorier florerede og blev genfortalt de nye generationer i tusmørketiden, når gårdenes folk sad og råhyggede sig omkring langbordet, efter grøden var sat til livs. Det var dramatiske fortællinger om folk, der blev levende begravet – og som selv mange år efter jordpåkastelsen kunne høres kradse og banke knoerne til blods på indersiden af kistelåget.
I 1832 blev det bestemt ved lov, at der i forbindelse med et dødsfald altid skulle udstedes en dødsattest, af den stedlige ”medikus”, på baggrund af mindst et af tre sikre dødstegn. Var der ingen læge tilgængelig, kunne attesten skrives af beskikkede ligsynsmænd.
I de bedre stillede hjem stod liget til skue i åben kiste nogle dage indtil en ilde lugt kunne fornemmes, og kistelåget derfor definitivt blev lagt på og skruet fast over den døde.
Ligsynsloven var gældende helt frem til 1976 og det gældende dødskriterie var hjertedød.
I 1990 skiftede døden bopæl, fra hjertet til hjernen. Danmark fik en ny ligsynslov.
Hjernedødskriteriet blev vedtaget ved lov i 1990, fordi kirurgien allerede fra midten af tresserne havde udviklet kompetencen til, på forsøgsbasis, at transplantere organer fra det ene menneske til det andet. Den udvikling fordrede et nyt dødskriterium. Det lod sig gøre ved hjælp af en respirationsteknologi, der kunne holde hjertet i gang, selvom hjernen var død. Det var nødvendigt, hvis organ transplantation skulle bredes ud som en tilgængelig praksis, til gavn for alle.
Afdødes organer går til grunde uden tilførsel af blod og ilt. Og da iltningen af det enkelte organ ophører i samme sekund som hjertet holder op med at slå, var det kun muligt at udtage organer fra mennesker, som døde på et hospital, der havde transplantations ekspertise og kun i forbindelse med en øjeblikkelig indsats.
Hjertedødskriterie måtte vige for fremskridtet.
I kristendommen opfattes døden dobbelt. Et menneske kan være levende død. Det vil sige, leve udenfor den kristne Guds sfære, men med mulighed for en vækkelse til et åndeligt liv. Den reelle død i kristendommen kan defineres som en tilstand, hvor mennesket aldrig mere bliver i stand til at modtage eller give kærlighed. Det vil i realiteten sige, når et menneskes hjerne på grund af manglende ilttilførsel går til grunde og slukkes. Det kan ske, selvom hjertet fortsat slår og holder liv i kroppens øvrige organer. Derfor kunne der kristeligt argumenteres for det nye dødskriterie. Det var sund fornuft og indenfor den kristne kulturs grænser. Kirken kom derfor videnskaben til undsætning. Domprovst Jørgen Bøgh skrev i 1972 i publikationen ”Dødskriteriet” udgivet af forlaget Unitas blandt andet: ”Anerkend hjernedøden” og sådan blev det og sådan er det den dag i dag.
Men en ny kulturel og teologisk problemstilling maser sig på og den vil uden tvivl blive opfattet som ”ikke integrerbar” og ukristelig, en kulturomstyrtende glidebane.
Skal samfundet fremover, ved lov tillade drab på begæring? Skal retsstaten stille et specielt udannet personale til rådighed for den, der ikke mere ønsker at leve? Skal lægen være bøddel, patientens morder?
Med andre ord skal vi med et fint ord tillade ”Eutanasi” udført af et specielt uddannet personale?
Her kommer ingen kirkens mand tilhængerne af eutanasi til undsætning. Svaret vil være et utvetydigt, rungende nej. Et NEJ, jeg tilslutter mig helt og ubetinget
Det er en dybt forankret opfattelse i den kristne kultur, at overlade både det skabte livs uundgåelige død til Gud. Gud som metafysisk kraft der lægges udenfor det enkelte menneskes vilje og formåen. Således er det i alle de monoteistiske verdensreligioner overladt til ”Gud” at råde over det skabte ,himmelens fugle, havets fisk, lykke og ulykke, liv og død. Mennesket er kun skaberværkets forvaltere. Det er fortsat en udbredt opfattelse, også blandt mennesker, der ikke opfatter sig selv som personligt troende.
Den kristne kirke har op gennem århundred formået at tilpasse sig til en progressiv, humanistisk samfundsudvikling ved at inkorporere forskellige kulturers etiske tankegods. Men i spørgsmålet omkring eutanasi står kirken og den kristne kultur overfor et enten eller. Enten er ”Gud”
Gud skabte mennesket eller mennesket skabte Gud i sit eget billede som en eksistentiel nødvendighed. Gud er tildelt al magt og råderet over liv og død. Det er et uomgængeligt princip i både den kristne, jødiske og muslimske kultur. Tildeler samfundet mesket den
Glider folketinget med på bølgen, tidsånden, og sender den monoteistiske Gud på Arne pension, for selv at kunne gribe almagten ved hjælp af skiftende flertal, så er den kristne kulturs æra i Danmark forbi. En individualiseret humanisme træder i stedet og mennesket gør sig almægtig.
Det kristne alternativ til eutanasi er barmhjertighed og omsorg.
Ubærlige, terminale, smerter eller et liv som hjælpeløs ”grønsag” vil aldrig i en kristen kontekst kunne retfærdiggøre drab på begæring.
For at modsvare kravet om retten til dø på begæring, arbejdes der i disse år for at udvikle kompetente, palliative teams. Barmhjertighedsmedarbejdere, der ved hjælp af nærvær, omsorg og smertelindrende medicin forsøger at forvandle et menneskes sidste tid til en værdifuld oplevelse. Smertebehandlingen kan føre til, at den lidendes liv afkortes, men den palliative behandling tilstræbes hverken at forlænge eller forkorte livet. Formålet med ”pallium” er at gøre et menneskes sidste tid smuk og tålelig for den døende og for de pårørende og at det sker indenfor det eksisterende lægeløftes rammer.
Barmhjertigheden efterlader ingen ofre.
