DEBAT: Væk med minuttyranniet i hjemmeplejen

DEBAT: Væk med minuttyranniet i hjemmeplejen

LÆSERBREV
Af Marianne Porsborg
Liberal Alliances spidskandidat
i Frederikssund
Thyrasvej 40, Jægerspris

 

For et stykke tid siden fortalte en SOSU-assistent mig om hendes arbejdsdag i hjemmeplejen. Det chokerede mig at høre, hvordan hendes opgaver og arbejdsdag i detaljer er styret på minuttet.
For eksempel har plejepersonalet 10 minutter til at anrette, servere og hjælpe en borger med at spise morgenmad. Fem minutter til et bleskift. 10 minutter til et toiletbesøg – og sådan blev hun ved med at liste op.
Vi kan helt ærligt ikke være det bekendt. Måske virker sådan et minutsystem fint på en fabrik, men i den kommunale service, hvor den vigtigste opgave er at yde borgerne god og målrettet hjælp eksempelvis i ældreplejen, der er den slags produktionsagtige systemer bare ikke i orden.
Naturligvis ønsker alle politikere i kommunen, at der skal ydes en ordentlig service til borgerne. Det gælder indenfor alle kerneområder, også i hjemmeplejen.
I Liberal Alliance mener vi, at tiden er inde til at vise langt større tillid til personalet, og til langsomt men sikkert at gøre op med minuttyranniet i hjemmeplejen.
I stedet skal vi sætte en ny ramme for området med få og tydelige spilleregler, i en proces hvor medarbejderne naturligvis er med til at lave systemet om.
Det nye system skal i vores optik være så enkelt som i en fodboldkamp, hvor banen har en bestemt størrelse og spillereglerne (loven) er ens for alle, men hvor spillerne, eller rettere de ansatte, har langt større frihed til at udføre deres job som de vurderer det gøres bedst, i fællesskab – og altså inden for enkle og overskuelige regler og love.
Lad os – for borgernes og personalets skyld – vise tillid til personalets faglighed, og samtidig stole på at vi med mere enkle rammer og regler, stille og roligt kan få højnet kvaliteten i hjemmeplejen og mindsket stress og sygefravær blandt personalet.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »