De fem minutter, vi ikke må blive for travle til

De fem minutter, vi ikke må blive for travle til

Jeg har efterhånden lært, at en hurtig tur ud efter mælk i Jægerspris ikke nødvendigvis er hurtig.

Man møder jo nogen.

Nogle gange én, man kender. Andre gange et menneske, man aldrig har talt med før.

Det kan være i køen, på parkeringspladsen, på en gåtur eller til et lokalt arrangement. En lille bemærkning bliver til et smil. Et smil bliver til et par ord. Og pludselig står man og har en rigtig samtale med et menneske, man ikke kendte fem minutter tidligere.

Jeg kan godt i perioder være distraheret og have hovedet fuldt af alt muligt andet. Nogle gange er jeg næsten mentalt videre, før jeg egentlig har været helt til stede dér, hvor jeg står.

Måske er det netop derfor, jeg holder så meget af de små møder.

For nogle gange skal der ikke mere til end et blik, et lille smil eller et par venlige ord for at ændre en dag. Man ved aldrig, hvad det menneske, man står overfor, har med sig.

Jeg er vild med de små, spontane og ægte møder mellem mennesker.

Også selv om tiden ikke altid tillader dem.

Jeg har ofte travlt, og min kalender kan være godt fyldt. Men så sker det indimellem, at nogen siger noget. Jeg svarer. Vi griner. Eller samtalen tager pludselig en mere alvorlig drejning.

Og så betyder de fem minutter noget. Det er noget af det, jeg holder meget af ved de små lokalsamfund i Hornsherred.

Her kan man mødes på tværs uden at kende hinanden på forhånd. Man behøver ikke have en aftale eller en særlig anledning. Nogle gange skal der ikke mere til end en kø, en hund, vejret eller noget, der sker lige foran os.

Selvfølgelig passerer vi også bare hinanden. Sådan skal det være.

Men jeg håber, vi bliver ved med at være et sted, hvor det føles naturligt at sige hej. At falde i snak. At være lidt nysgerrige på hinanden.

Ikke fordi enhver samtale skal være dyb eller forandre noget. Nogle varer to minutter og ender bare med et grin. Andre gange kan man mærke, at et menneske har brug for, at nogen bliver stående lidt længere.

Der er forskel på at spørge “hvordan går det?” og på faktisk at have tid til svaret.

Vi taler meget om fællesskab, som om det først opstår, når nogen arrangerer det.

Men fællesskab kan også være helt enkelt.

Et hej. Et smil. Et par ord med et menneske, man ikke kender. Et spontant grin på en parkeringsplads.

Fem minutter, vi ikke havde planlagt.

Jeg er vild med dem.

Og jeg håber aldrig, vi bliver så travle, at vi holder op med at have dem til hinanden.

Andre artikler fra denne uge

Fælles om fremtiden

Alle partier står bag budgetaftale for 2027-2030. Af Tomas Skov FREDERIKSSUND KOMMUNE: Et samlet hold af partier i Frederikssund Byråd

Læs mere »