Bekymringen for hvad der kan ske, hvis smitten rammer i familien eller en af mine venner er indimellem stærk foruroligende. Og det er jo ikke til at komme fri og ud af kroppen fra det. Hvordan så alligevel leve frimodigt på en måde under den skygge? Hvordan bevare nærheden til dem vi holder af og som vi skal være på afstand af?
Her til morgen den 24. marts sendte præsten i morgenandagten fra domkirken en sætning ind i øregangene, som jeg lige nappede og vil dele med jer:
Giv os Gud fantasi til at kunne øge nærheden
nu hvor vi må leve på afstand af hinanden.
En af de altid gode ”teknikker” til at øge nærheden er at spørge: Hvordan går det – hvordan klarer du dig – hvordan har du det?
Og så lytte – ikke give råd (det er nu altid vanskeligt), der er råd og påbud nok for tiden. Alle fornuftige og vigtige; og lige her gælder det om at jeg må finde ud af på en eller anden måde at træde til side og lytte. Det er faktisk også en slags ”teknik” til at få lidt hold på panik og kaos i de bekymringstunge stunder. At lytte til hinanden – og sig selv -kan begynde i mange forskellige hjørner af eksistensen,f. eks. lige udenfor i naturen. Igennem alle de år jeg boede i Skuldelev løb jeg ofte ud til stranden eller til Onsved eller gik tur under åsen eller på åsen. Fik nærmest altid undervejs en oplevelse, en tanke, en ide, jeg skulle lytte til. Og undertiden netop om det vigtige at øge nærheden til dem, jeg levede med og tiden og dagen lige nu og det, jeg måtte se at få udrettet. Eller alene det at falde til ro i det, som er lige for, og måske blev oplivet af det, jeg så og hørte.
Her på den anden side af broen og fjorden er løbe-og gangruten bleven til en tur ud igennem Ådalen. F. eks her til morgen den 24. marts under coronaens skygge. Jeg måtte ud og se til ”mine” hejrer. Et pænt stykke ud ad grusstien i retning af det famøse Vinge er der en lille hejrekoloni. Højt oppe i træerne har de bygget deres store redder. Der er altid en eller to som holder vagt. De er meget vagtsomme, men der højt oppe fylder de faktisk ikke meget i trækronerne. Så kommer en fra flokken svævende ind med sit store vingefang og får sig pakket sammen til at kunne stå i reden ved siden af sin mage. Nedenfor risler Sillebroåen i sit evige løb ud mod fjorden. Lærken og en hel del andre småfugle kvidrer sangen om forårets komme.
Hjemme igen tænder jeg for morgenandagten fra Vor Frue kirke i København. Jeg har nærmest fået det ind med modermælken. Min mor hørte altid morgenandagten. Sådan husker jeg det. Dengang, ligesom i vor tid, var der en 2- 3 forskellige præster, der på skift stod for det. Hun har sikkert haft en, hun faldt det lettere at lytte til end andre. Sådan har jeg det også. En af dem har en evne til at oplæse ordet og bede fadervor på en egen nærværende og rolig måde og samtidig i dagens aktuelle bøn i ordvalget være fuldstændig fri og moderne. Der er rigtig meget for sjælen at lytte til – også i denne tid.
Nu, hvor kirkerne i coronaens skygge er lukkede, kan jeg meget anbefale (hør nu er jeg allerede godt i gang med at råde) at lytte til radioens morgenandagt. Det kan løfte sindet. Den transmitteres også på DR2…. med en række skønne motiver fra kirkerummet. Det var min gamle arbejdsplads i 5 år, inden jeg kom til kirkerne i Skuldelev og Selsø. Så jeg er ramt af det med at lytte i det hjørne af eksistensen.
I skrivende stund er det som sagt den 24. marts. Solen skinner og dagen hedder Maria Bebudelsesdag. På den dag i den gamle historie fik Maria udsigt til at skulle føde sit første barn – altså er dagen indbegrebet af at lytte sig ind på fremtiden. Og vel at mærke en fremtid som, midt i alle gode grunde til ængstelse og vemod skulle blive høj af glæde og fred og håb. Dét, vi alle ønsker må fylde mest i den kommende tid.
Jeg er overbevist om, at vi skal ta’ alle mulige midler i brug for at booste frimodigheden og håbet. Det med gudstjeneste/andagt, en bøn til Altets Skaber om støtte og hjælp i de svære situationer, som måske opstår, har jeg som sagt fået ind med modermælken. I nyere tid gør det altså også indtryk, hvad du kan lytte dig frem til ved meditation. Og så er og bliver jeg læser. Inde i mit hjørne ligger på bordet for tiden 4 bøger med bogmærke i: Pablo Neruda: ”100 kærlighedssonetter” – så bliver det ikke dybere og smukkere: 1 om dagen, og dagen er allerede løftet ud af al fortrædelse. Så ligger ”Gilgamesh” der. Den er både ny og oldtidsgammel. Ny fordi 2 danskere, far og søn, har taget på sig det kæmpe arbejde at oversætte den 4 tusind år gamle mesopotanisk værk fra lertavler til nutidsdansk. Jeg fik den til min afsked i sommers. Den er verdenslitteraturens første og største værk om venskab og mod og den skrækkelige oplevelse at miste sin elskede ven. Så ligger en sag-litteraturting: Det er den amerikanske hjernekirurg Eben Alexander’s bog ”Til Himlen og tilbage” /Proof of Heaven. Han skriver om sin nærdødsoplevelse og dette som naturvidenskabsmand at opleve og genfinde troen på en udødelig sjæl. En rejse uden lige. Trøsterig! Endelig til aften min yndlings-krimi-forfatter Raymond Chandler. Lige for tiden en af de mindre Philip Marlowe historier ”Lille søster”. Chandler er en ren fornøjelse. Forvent at du indimellem kommer til at fryde dig og le højt her i denne forårs- og påsketid under skyggen.
Nå ja, ikke at forglemme det der med at bringe nærvær på afstandens vilkår:
Tænk at dagen bliver krydret med det gentagne under: Morgensang med Philip Faber. Hvad vil du mer min sjæl. Får nye kræfter til at vaske bilen og flytte havemøblerne ud…. Og håbe at det må gå – det hele.
Hilsen fra en, der gik i eksil på den anden side af broen, men fortsat har tankerne nærværende ovre på jeres kanter.
Aage Koed Mikkelsen
Forhenværende præst i
skuldelev-selsø gennem 37 år.
