KULHUSE: Kunst før Columbus udstiller Keramisk Unika v/Lise og René Wulff Iversen i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus lørdag og søndag 13. og 14. juni, begge dage kl. 13-17. Her vises smukke, unikke og spændende kunstværker, herunder brugskunst, relieffer og skulpturer. Om lørdagen kl. 13.30 fortæller kunsterne om arbejdet med deres værker. Derudover er kunstnere til stede begge udstillingsdage.
Lise og René Wulff Iversen har i ca. 40 år lavet keramik sammen og har en årrække haft forretning på Frederikssundsvej i København. René er udlært porcelænsdrejer og støber fra ”Den Kongelige Porcelænsfabrik”, nu Royal Copenhagen, med et skoleforløb på kunsthåndværkerskolen i Linnésgade og har endvidere undervist en del år i keramik. Han laver mange skulpturer af blandt andet kvinder og dyr samt store skrukker.
Inspireret af Skagen
Lise har som speciale sine smukke fyrfadskupler med unikke udskæringer, hvor mønstret kaster silhuetter på bord eller væg. Endvidere modellerer hun damefigurer med store hatte inspireret af Skagenmalernes kvinder på stranden.
De samarbejder også om mange ting, herunder deres relieffer. Lise laver kaklerne, René sætter dem sammen med kobbertråd og indrammer dem med rusten armeringsjern, og de er ophængt med Bornholmsk drivtømmer som de sammen samler på strande på Bornholm om sommeren. www.keramisk-unika.dk
Kunst før Columbus
I sommerhalvåret arrangerer Kunst før Columbus en perlerække af kunstudstillinger i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus. Navnet er inspireret af den skønne beliggenhed lige før den hyggelige lille færge Columbus, som om sommeren sejler i pendulfart mellem Kulhuse og Sølager og i løbet af få minutter forbinder Hornsherred med Halsnæs. Adressen er Gl. Kulhusvej 149, Kulhuse i Jægerspris. Alle er velkomne. Der er gratis adgang til udstillingerne.







