Frederikssund Bibliotekerne har lanceret et nyt tilbud målrettet børn i vuggestue og dagpleje.
HORNSHERRED: Initiativet Boglopperne giver de mindste børn bøger og bevægelse. Under det fulde navn ’Boglopperne – læs og bevæg dig med biblioteket’ kombineres højtlæsning, bevægelse og sanseoplevelser for børn i alderen otte måneder til 2½ år.
Baggrunden for tilbuddet er en konkret efterspørgsel fra et børnehus i Frederikssund Kommune, som ønskede et kulturtilbud til vuggestuebørn – på linje med de kulturstier, som børnehavebørn allerede benytter.
På Frederikssund Bibliotekerne tog børneteamet udfordringen op, og i slutningen af 2025 blev der gennemført en pilot med de første vuggestuebørn.
Konceptet Boglopperne blev hurtigt taget godt imod, og kulturformidler på Frederikssund Bibliotekerne, Sofie Laursen, glæder sig over, at det nu er blevet til virkeligfhed.
– Vi har længe haft en idé om at udvikle et tilbud til dagplejebørn, og vi var faktisk så småt i gang, da vi fik henvendelsen fra børnehuset. Det var en oplagt mulighed for at skabe et tilbud, der både kunne favne vuggestue- og dagplejebørn, siger hun.
Tidlig læseglæde
I Boglopperne introduceres børnene til en børnebog, som guider dem gennem forskellige bevægelser. Undervejs bliver der både lavet sprællemænd, kildet tæer – og pludselig dukker der også en uventet gæst op i form af en edderkop.
– Alderen på børnene i vuggestue og dagpleje kan spænde fra seks måneder til 2½ år. Det er en periode med stor udvikling og stor variation i, hvad børnene kan, og samtidig er der grænser for,
hvor længe de kan koncentrere sig. Derfor arbejder vi meget med det taktile – altså at røre og føle – og med løbende overraskelseselementer, fortæller Sofie Laursen.
Indtil videre har 20 dagplejebørn og 25 vuggestuebørn fra Frederikssund, Slangerup, Skibby og Jægerspris deltaget i Boglopperne. Fra juni 2026 udbyder Frederikssund Bibliotekerne tilbuddet til dagplejebørn i Frederikssund. Aktiviteten varer 30–40 minutter og foregår på biblioteket.
– Vi ved, at når børn introduceres til bøger i en tidlig alder, er der større sandsynlighed for, at de opbygger læselyst og læseglæde senere i livet, understreger Sofie Laursen.
/TS







