FREDERIKSSUND: Gennem tre år har FNI haft stor succes med Vin i Centrum i bymidten. Eventet skaber hygge, liv og glæde, når de mange deltagere samles om et utal af forskellige vine fra alverdens eksotiske vinkældre, der fremtrylles af udbyderne. FNI gentager derfor succesen, og det bliver som altid den første lørdag i juni, som i år er lørdag, 6. juni kl. 11-16.
Glasset er billetten
Adgangsbilletten til denne dejlige verden er, at du køber et smageglas med FNI-logo til blot 25 kroner ved en af FNIs tre stande på Kulturhavnen, på Torvet eller i Jernbanegade.
Med dit glas i hånden får du adgang til at gå til vinsmagning på vinruten i midtbyen. Smagsprøverne bliver udskænket fra 15 stande, hvor de deltagende virksomheder udbyder deres vine fra 10 kroner afhængig af vinen. Der vil naturligvis også være flere store vine, som selvfølgelig er lidt dyrere. Man kan altså smage et bredt udvalg af både gode hverdagsvine og kvalitetsvine.
Ved standene kan du møde dygtige og erfarne vinfolk, som gerne fortæller historier og anekdoter om de vinhuse og producenter, de har valgt at præsentere. Blandt deltagerne vil der bl.a. være en dansk producent af kvalitetsvine. Hvis du støder på vine, du synes smager ekstra godt, er der en række særlige tilbud i dagens anledning.
Opera efter vinen
Som de andre år er der også mulighed for at deltage i en lodtrækning, hvor man kan vinde en af de mange fine præmier, som er sponseret af de deltagende udbydere.
Skulle sulten melde sig, er det muligt at købe mad undervejs. Flere af byens restauranter o.lign. vil nemlig tilbyde enkle retter, du kan nyde undervejs på vinruten.
Når Vin i Centrum lukker ned kl. 16, kan man tage sit vinglas med til Operapladsen, hvor Frederikssund Kirke har organiseret en koncert med to professionelle operasangere.
Arrangørerne håber, du vil forkæle dig selv og din bedre halvdel med denne fantastiske oplevelse. Og husk at tage gode venner eller din nabo med.
/TS







