Kommunen kommer ud af 2025 med en robust økonomi.
FREDERIKSSUND KOMMUNE: Regnskabet viser et samlet driftsoverskud på 136 millioner kroner, mens kassebeholdningen er på 426 millioner kroner. Det understreger, at Frederikssund Kommune fortsat har en sund og robust økonomi.
På serviceområdet brugte kommunen i 2025 i alt 2.662,2 millioner kroner, hvilket er 1,2 millioner kroner under den fastsatte serviceramme. Det er særligt positivt set i lyset af, at der i årets løb blev givet store tillægsbevillinger – især til de mest udsatte børn og voksne. På anlægssiden blev der investeret for 154,7 millioner kroner, hvilket svarer til et mindre forbrug på 6,2 millioner kroner i forhold til anlægsrammen. Det betyder, at kommunen samlet set både holder sig inden for rammerne og samtidig næsten fuldt ud omsætter de afsatte midler til konkrete investeringer og velfærd.
Investeringer
Regnskabet afspejler samtidig en række væsentlige investeringer og udviklingsprojekter i 2025. Blandt de større anlægsprojekter er ejendoms- og vejrenovering på tværs af kommunen; den fortsatte udvikling af Vinge, herunder en ny daginstitution; renovering af Willumsens Museum samt indsatser under Klimahandlingsplan 2045 og kystbeskyttelse.
– Det er et resultat, vi kan være stolte af. Jeg vil gerne takke Byrådet og hele organisationen for den store indsats, der ligger bag det flotte regnskab, siger borgmester Anne Sofie Uhrskov (V).
/TS







