Vi sad en flok pensionister og hyggesnakkede. Så var der en, der fortalte om en komsammen, hun havde været til, og hvor de kom til at tale om, hvordan man kunne få lidt mere i tegnebogen. Hun fortalte halvgrinende, at de havde haft en rigtig hyggeaften.
Det var blevet til en konkurrence om hvem, der havde de bedste ideer til at undgå betaling eller til at snyde systemet.
Vi opdagede med det samme i vores flok pensionister, at det er et emne, der skaber store frustrationer og meget vrede!
Da kom jeg til at tænke, om vi er blevet et folk af krejlere og små snydere og tilbudsjægere uden loyalitet for bank eller supermarked eller forsikring og el.
Adfærd ved en buffet eller ta selv bord eller all inclusive viser, at mange skal have så meget som muligt, selv om tallerkenen står tilbage med masser af rester!
Ældrecheck der udbetales, når formuen er mindre end 108000kr, og så må man jo sørge for, at kapitalen over dette beløb gemmes under hovedpuden!
En fiktiv adresse for at kunne opstille til kommunalvalg eller kunne bo helårs i sit sommerhus!
En enlig mor der ikke er så enlig, da kæresten bor hos hende! Så kan der hentes højere boligsikring og måske friplads til daginstitution!
Arbejde sort mens man er på sygedagpenge eller arbejdsløshed dagpenge!
Høreapparater og andre hjælpemidler vil vi ikke selv betale, for det skal samfundet!
Nu er det tid til at slå græs, havetraktoren findes frem. Når naboens græsplæne får en tur, er det så vennetjeneste eller arbejde, indtægten skal regnes som.
Man kan jo se nogle kører rundt 3-4 dage om ugen, så hvis man har 10 steder, må det vist beregnes som sæsonarbejde og opgives til skat.
Alle disse eksempler går ud på, at den enkelte skal slippe billigere eller få mere ud af det, samtidig med at fællesskabet får mindre. Hvordan passer det med, at vi også kræver mere til folkeskolen, ældrepleje og meget andet, som fællesskabet står for?
Er vi ikke klar over dette? Kender vi ikke også i vores egen bekendtskabskreds eksempler, som i det stille forarger os?
Så kommer vi til det store og vanskelige dilemma. Skal jeg gøre noget? Skal jeg kontakte kommunen eller skat eller politi, nej ofte bliver det – jeg skal ikke blandes ind i noget!
Jeg er sikker på at stort set alle, vil anmelde et indbrud, hvis man ser det. Men tyveri fra fællesskabet rager ikke mig!
Hvorfor?
Man kan se at rigdom ofte er kommet sammen med gode revisorer og et afslappet forhold til skat og dermed fællesskabet, og måske adresse i skattely.
Skulle man så ikke også selv fifle lidt?
Man har oplevet, at skat blev franarret 12 milliard kr. Kan det så ikke være lige meget, når skat ikke har styr på tingene?
Når partilederen fra LA bidrager til en kulsort økonomi gennem brug af narkotika, kan man så ikke også selv gøre brug af lidt sort økonomi?
Dernæst kommer, at det Ikke er mit bord. Man vender det blinde øje til, og man synes ikke, det er et ansvar, man skal påtage sig.
Konfliktsky er man jo også, for man vil ikke skabe et dårlig forhold til ven eller nabo.
Nej og det er måske meget godt, at vi ikke går og anmelder hinanden. Hvis vi gjorde det, ville tilliden til hinanden og til autoriteter forsvinde.
Heldigvis ser vi, at en kendisfrisør bliver dømt for forsøg på bestikkelse, så er tilliden til vores retssystem ok.
Vi ved jo også godt, hvordan angiveri kan udvikle sig i diktaturstater. Så jeg må mande mig op og tage diskussionen med dem, der tager det lidt let med sort arbejde eller de andre eksempler.
Der er i historien skrækkelige eksempler i diktaturer med overvågning, kontrol og stikkeri, der betød at familier blev splittet, og mennesker forsvandt uden rettergang.
Vi må derfor være glade for at leve i et samfund, hvor tillid til hinanden er høj, og hvor vi tror på det gode i alle medmennesker.
Jeg tror også på, at ved at vise tillid til andre og til autoriteterne netop giver tillid tilbage. Tillid går nemlig begge veje.
Derfor er det vigtig, at vi ikke går og nedgør andre eller samfundets autoriteter. Den frie og åbne debat er helt afgørende i vores samvær.
