Rotary støtter frivilligheden i Frederikssund

Rotary støtter frivilligheden i Frederikssund
Årets præsident for Rotaryklubben Frederikssund Falkenborg, Henrik Toft, med formanden for Frivillighuset, Bente Schousboe. Rotaryklubben Frederikssund Falkenborg har netop doneret midler fra sit årlige julelotteri til Frivillighuset Frederikssund.

FREDERIKSSUND: Velgørenhed og frivillighed går ofte hånd i hånd – og nu også på tværs af organisationer i Frederikssund Kommune. Rotaryklubben Frederikssund Falkenborg har netop doneret midler fra sit årlige julelotteri til Frivillighuset Frederikssund.

Julelotteriet blev afholdt med flotte præmier, sponsoreret af Stark Frederikssund, og overskuddet er nu kommet det lokale frivilligmiljø til gode. Frivillighuset Frederikssund fungerer som et fælles foreningshus for 24 patient- og sociale foreninger i kommunen og spiller en central rolle i understøttelsen af frivilligt engagement.

– Vi vil gerne sige mange tak for den flotte donation fra Rotary Frederikssund Falkenborg. Midlerne vil blive brugt til at gøre fejringen af frivilligheden den 25. september endnu bedre – både for husets brugere og for alle andre, der har lyst til at kigge forbi. Der vil være underholdning og mulighed for at nyde en pølse fra den pølsevogn, der bliver opstillet i dagens anledning, udtaler formanden for Frivillighuset, Bente Schousboe.

Niende donation
Hos Rotaryklubben er der stor anerkendelse af Frivillighusets betydning for det lokale foreningsliv.

– Frivillighuset skaber gode rammer og optimale vilkår for mange foreninger i kommunen. Disse rammer udgør et vigtigt fundament, og det vil vi gerne støtte og anerkende, siger årets præsident for Rotaryklubben Frederikssund Falkenborg, Henrik Toft.

Henrik Toft bærer i år præsidentkæden – et symbol på klubbens 38-årige historie – som han til sommer overdrager til den næste præsident, der allerede står klar til at føre klubben videre.

Donation til Frivillighuset er den niende organisation, som Rotaryklubben Frederikssund Falkenborg har støttet med en donation inden for det seneste år, som led i klubbens fortsatte engagement i lokalsamfundet.

Rotaryklubben Frederikssund Falkenborg vil ikke oplyse donationens størrelse, men Bente Schousboe betegner det som ’et pænt beløb’.

/TS

Andre artikler fra denne uge

Afsted med skraldet

HORNSHERRED: Som opmærksomme borgere nok har noteret sig, er indsamlingen af alle slags affald for længst genoptaget i både Lejre

Læs mere »