Af Tomas Skov
ONSVED: Majken Rindholm åbnede i weekenden studiet ”Personlig Træning, Pilates & Velvære” med åbent hus lørdag og søndag på Onsvedvej 3D.
– Det væltede ind med mennesker til kaffe, vin og snacks, fortæller Majken Rindholm, der åbnede for sine første kunder mandag i det 120 kvadratmeter store lokale.
Hun er uddannet Pilates-instruktør og har undervist i Pilates siden 2006. Siden udannede hun sig til personlig træner i 2008 og i 2018 byggede hun videre på sin viden indenfor anatomi og fysiologi ved Fitness Institute.
I 2020 fulgte en ny kostvejlederuddannelse og i 2023 fuldførte hun Pilates Reformer-uddannelsen hos Den Intelligente Krop.
Majken Rindholm har arbejdet som personlig træner i tre forskellige motionscentre samt i naturen gennem 13 år. Men nu var tiden altså moden til at åbne sit eget træningsstudie til personlig træning og små hold.
– Jeg har kørt meget frem og tilbage mellem mine arbejdspladser, og det var jeg ved at være træt af – og jeg har haft kig på dette lokale, som har stået tomt fra tid til anden gennem flere år, fortæller hun.
Ikke som de andre
Takket være LAG-midler på 122.000 kroner har Majken Rindholm fået mulighed for at indkøbe særlige kredsløbsmaskiner i træ fra Nohrd. Samtidig har hun skabt et intimt træningslokale, der adskiller sig fra den typiske atmosfære i et træningscenter.
– Det emmer meget af hygge. Man er jo også ude på landet, så indretningen passer godt til. Jeg skal gå her hele dagen, så jeg vil gerne have noget lækkert at kigge på, siger hun.
Hun råder desuden over reformertræningsmaskiner og er nu klar til at tage imod de mange faste kunder, der både kommer individuelt og i mindre hold.
– Mange kan godt lide, at der ikke er larm og mange mennesker. Det er kun sammen med mig, siger Majken Rindholm, der planlægger at starte efterfødselstræning for grupper af 4-6 mødre med deres babyer i det nye år.







