Læserbrev
Af Kim Jørgensen, borger i Frederikssund Kommune
Der bliver talt og skrevet meget om, at byggesager i Frederikssund Kommune står stille, og at sagsbehandlerne drukner i arbejde. Den seneste artikel i lokalavisen foreslog, at løsningen blot er at ansætte en ekstra medarbejder. Men ærligt talt, det er symptombehandling. Problemet er ikke mangel på personale. Problemet er, at de ansatte bruger tiden forkert.
For mens store byggesager og reelle samfundsprojekter bliver forsinket, bruger kommunen uger, måneder, ja, år på at bure helt almindelige borgere inde i sager om skure, legehuse og carporte. Man bruger offentlige ressourcer på at jagte småtingsafdelingen, mens langt større sager siver igennem uden kontrol.
Jeg taler af erfaring. I vores have stod et lille skur på 10 m². Det stod mere end 2,5 meter fra skel, uden vand og varme og blev kun brugt til opbevaring af cykler og hverdagsting. Alligevel formår kommunen at gøre det til en fuld byggesag med partshøring, varsler, påbud, krav om tekniske tegninger, landinspektørmålinger og oveni et byggesagsgebyr. Ikke fordi skuret er farligt. Ikke fordi det generer nogen væsentligt. Men fordi nogen har besluttet sig for, at regler er vigtigere end fornuft.
Samtidig gives der andre steder i samme boligkvarter byggetilladelser til langt større carporte og udhuse selvom de tydeligt bryder lokalplanens regler om materialer, højder og taghældning. Her bliver der ikke stillet spørgsmål, ikke krævet dispensation, ikke udstedt påbud. Hvorfor? Fordi kommunen ikke vurderede det “nødvendigt”. For os andre derimod? Totaljuridisk oprydning for et haveskur.
Det er her, tilliden til systemet begynder at smuldre. Når én borger bliver truet med politianmeldelse, hvis ikke et lille skur enten rives ned eller omsøges til punkt og prikke mens en anden uden videre får ja til en carport, som åbenlyst bryder de samme regler, så er det ikke længere forvaltning. Det er forskelsbehandling. Og det er uretfærdigt.
Det er spild af skattekroner. Spild af tid. Spild af borgernes tålmodighed.
Der er ikke brug for endnu en sagsbehandler til at jagte flere skure. Der er brug for, at kommunen lærer at prioritere – og husker, at lovgivning også rummer noget, der hedder proportionalitet og sund fornuft. Der er brug for ens regler for alle. Der er brug for, at småting og nabostridigheder ikke forfines til juridiske maratonløb, mens langt vigtigere sager står i kø.
Det er ikke byggesagerne, der er problemet. Det er administrationen af dem.
Hvis kommunen virkelig vil løse, at sager sander til, skal de starte med at stille ét enkelt spørgsmål: Giver det her mening?
Indtil da kommer skurene til at fylde mere end sund fornuft.
