De nye tilsyn!!?

De nye tilsyn!!?

Læserbrev

Af Inge Messerschmidt, gruppeformand og spidskandidat Dansk Folkeparti (O)

På seneste udvalgsmøde blev udvalget orienteret om det nye ældretilsyn i Frederikssund Kommune som følge af den nye ældrelov. Et tværkommunalt ældretilsyn der starter pr 1/ juli i år, der skal udføres af en af tre udpegede kommuner landet over. I Frederikssund er det Gentofte Kommune, der skal erstatte tilsynet fra Styrelsen for Patientsikkerhed og kommunens egne tilsyn.

Vi har læst i debatindlæg, at formanden for udvalget “Omsorg og ældre” hilser de nye tiltag velkommen.

Jeg spørger bare. Hvorfor? Der er da ikke noget, der bliver anderledes, endsige bedre.

Tilsyn flyttes til anden instans.

Der vil blive op til fem år mellem tilsyn på det enkelte plejehjem.

Tilsyn vil fortsat være anmeldte.

Så fremover vil det stadig ikke være hverdagen, der møder tilsynet. Men nok snarere at beboerne spiser hjemmebagte boller, mens de spiller kort og sidder med nykrøllet hår. (Sat på spidsen!)

Det giver ingen mening!

På samme udvalgsmøde havde jeg rejst en anmodningsag, da jeg mener, tilsyn fremover skal være uanmeldte. Hver gang. En anmodning om, at udvalget drøftede og besluttede de kommende uanmeldte besøg.

Udvalget afviste sagen.

Men vi enedes dog om, at der sendes en opfordring til Gentofte Kommune om, at tilsyn fremover i Frederikssund Kommune bør være uanmeldte.

Jeg anmodede i sagen også om, at klager indsendt af beboere eller pårørende bliver taget mere alvorligt, end de gør nu. At man undersøger en klage, når den modtages.

Jeg er klar over, at Frederikssund Kommune har 272 plejehjemspladser plus 70 på Attendo. At der er mange beboere og pårørende, der er tilfredse. Det var jeg selv, da min far kom på plejehjem. Men de klager jeg hører om, når jeg taler med pårørende, er meget enslydende.

manglende bleskift

manglende væske

manglende reaktion ved brug af nødkald

manglende danskkundskaber hos medarbejdere

mm

Klager der burde være til at håndtere, da det jo er helt almindelige dagligdags ting.

Klager og bekymringer skal fra 1/juli 25 indtelefoneres til en ældrelinje – også i Gentofte Kommune, der skal tage sig af et kæmpe geografisk område. Inden opkald til ældrelinjen skal man have forsøgt at løse udfordringen lokalt.

For mig lyder den nye ældrelinje ikke som bedre forhold for vores borgere. Tværtimod. Mere lidt af en udmattelsesmanøvre.

Jeg og udvalget vil følge det tæt. Og jeg håber, at er der borgere eller pårørende, der ikke føler sig hørt, at de tager kontakt til relevante politikere.

Det kan og skal gøres bedre.

Andre artikler fra denne uge