Masser af tips til miljøkærlig mad

Masser af tips til miljøkærlig mad
De to klimaambassadører, Mette Simonsen og Jacob Olsen, står klar til at guide kunderne.

Af Conny Probst

SKIBBY: Meny bakker op om Danmarks nye officielle ”Madglade Klimatips”, der skal gøre det nemt at vælge klimavenligt, når der skal laves mad.

Klimatipsene er udviklet af Miljø- og Fødevareministeriet,  Klimaministeriet og organisationen Madkulturen i samarbejde med danske forbrugere.

I Meny Skibby kan butiksassistent Mette Simonsen og butikselev Jacob Olsen nu begge kalde sig klimaambassadør. 

Sammen med et par hundrede kolleger i Meny over hele landet har de været på klimakursus i Tim Vladmirs køkken. 

Så nu er de klar til at rådgive kunderne om, hvordan særligt aftensmaden kan gøres mere klimavenlig – ved at spise salat med bøf i stedet for bøf med salat.

Kunderne kan  også få klimatips med i handlen, når de putter frugt og grønt i kurven eller indkøbsvognen. Eksempelvis hvordan man kan bruge stokken fra blomkål eller den grønne top på porrer.

– Man behøver hverken være vegetar eller veganer for at være klimavenlig, siger Jacob Olsen.

– Nej, man kan sagtens skære ned på kødet – købe et mindre, men godt stykke kød –  og fylde op med grøntsager, fortæller Mette Simonsen, der blev overrasket undervejs i undervisningen. – Jeg vidste ikke, at oksekød er så stor en ”synder”, når man ser på co2-udledning pr. kilo.

– Når man skærer ned på kødet, så skal man have proteiner gennem noget andet. Eksempelvis kikærter eller bønner, forklarer Jacob.

Grøntsager med smag
De fire grundregler i den klimakærlige madlavning er: Sæt fokus på grøntsagerne, Brug kød med omtanke, Skab masser af god smag og Spis mad, der mætter.

– En af grundstenene ved klimakærlig mad er at få de fem grundsmage med ind i madlavningen. Sødt, surt, salt, umami og bittert. Det kan vi hjælpe med. Vi taler også med vores kolleger om klimakærlige madvalg, fortæller de to ambassadører.

På hjemmefronten har kurset også sat sig sine spor.

– Jeg bruger i forvejen mange grøntsager i madlavningen. Men kurset har givet et ekstra boost, fortæller Mette Simonsen.

– Jeg er stadig ret ny i køkkenet. Men jeg har da fået lidt mere mod på at prøve det, siger Jacob.

I butikken kan kunderne også tage en folder med 10 klimakærlige opskrifter med  hjem.

Andre artikler fra denne uge

En sjovere skolegang

Den praksisnære Juniormesterlære giver flere unge mod på uddannelse. FREDERIKSSUND KOMMUNE: De første erfaringer med juniormesterlære i Frederikssund Kommune peger

Læs mere »