Selv er jeg nysgerrig og videbegærlig…… og skønner meget på Hornsherred og alt det, der foregår

Selv er jeg nysgerrig og videbegærlig…… og skønner meget på Hornsherred og alt det, der foregår

Af Nanny Kragh Mortensen

Journalist på Hornsherred Lokalavis Conny Probst og jeg har talt om, at det kunne være interessant, hvis man hver uge kunne læse lidt om, hvad der rør sig i Hornsherred.

Hvad er der gang i – hvad rør sig – og hvilke tanker spirer og gror rundt omkring i området. 

Da Skibby Aktive holdt Grøn Dag i forsommeren tog min mand og jeg ud til Kyndby Huse. Det var virkelig interessant at blive vist rundt og se og høre om livet der, og det har da betydet, at vi lige skærper opmærksomheden, når vi ser noget om stedet. I Sønderby har en gruppe borgere kastet sig ud i medborgerhus, længe har Høkeren eksisteret i Venslev —- i Kulhuse er det Kulturhus og aktiviteter har jeg indtryk af, og der er garanteret også initiativer og fællesskaber i alle de andre områder – fra syd til nord i ”Herredet”. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi har en Lokalavis, som bliver læst og giver viden om området, det er godt for os, der bor her – og også godt for forretninger, erhvervsdrivende osv. 

Vi er ofte i vores hus i Småland. Vi bor i Tingsryd kommune, den har ca 14.000 indbyggere og består af en by på størrelse med Jægerspris/Skibby og 7 mindre områder omkring hver sin landsby. Hver måned udkommer der en annonceavis – og i den kan man læse om livet i de forskellige områder. Det er forskellige lokale borgere, der skriver, og det er interessant at høre om, hvad der rører sig af små og store ting og sager. 

Jeg tænker, at der er Bylaug i mange af vores mindre samfund. Kunne nogle af jer + Kulturhusene tænke sig at være med i en ”skrive-cirkel”, hvor vi på skift fortæller om stort og småt fra området? Hvis 8 vil være med, skal vi skrive hver 2. måned – og det behøver jo ikke være den samme hver gang – vi skal bare have en tovholder, der sørger for at sende ”skrivet” ind efter en plan, som vi deler.

 Tænk over det – og skriv til conny@hornsherredlokalavis.dk eller mortensen@nielsen.mail.dk og meld jeres laug eller forening eller netværk (eller hvordan I er organiseret) til, så hører I fra os. 

Alle gode hilsener for et Hornsherred i fin form.

Andre artikler fra denne uge

Lille og vågen


Egholm Museum demonstrerer rekonstrueret agentradio i anledning af befrielsesdagen. Af journalist Tomas Skov KIRKE HYLLINGE: Danmark største udstilling om Anden

Læs mere »