13.000 røde miljøbokse klar til borgerne i Lejre Kommune

13.000 røde miljøbokse klar til borgerne i Lejre Kommune

LEJRE KOMMUNE: I en stor lagerhal i Gevninge er mere end 13.000 miljøbokse ved at blive gjort klar til alle husstande i Lejre Kommune. Miljøboksen skal gøre det nemt for borgerne at komme af med det miljøfarlige affald og sikre, at mere af dette affald går til specialbehandling. 

Miljøboksen er til miljøfarligt affald som eksempelvis rester fra kemikalier og gift, spraydåser og maling-
rester. Også neglelak, neglelakfjerner og visse tomme emballager med for eksempel faremærkerne ”akut giftighed” eller ”sundhedsfare” skal i den nye, røde plastikkasse, som er på størrelse med en stor køletaske. 

Den skal opbevares inde i boligen og kan sættes frem til ombytning på fortovet fire gange om året – hvis man vel at mærke bestiller først. Ligesom man kender det fra storskralds- og haveaffaldsordningen. 

Ny sortering i de gamle skraldespande
Den røde miljøboks kommer ikke alene. Samtidig med at boksene bliver leveret til alle husstande i Lejre Kommune, bliver der sat et ekstra klistermærke på skraldespanden til papir, der signalerer, at der nu også må lægges pap i beholderen til papir. 

Og skraldespanden til plast får et klistermærke med mad- og drikkekartoner for at signalere, at der nu må lægges for eksempel mælkekartoner og lignende i skraldespanden til plast. 

Tidligere har det været en fejl, hvis der blev lagt pap ned til papir, men nu er det helt efter bogen. Pappet og papiret adskilles senere i processen, så der bliver mest muligt genanvendeligt materiale ud af det. Også teknologien på det anlæg, der modtager plast, gør det muligt at få genanvendt mad- og drikkekartoner, der før skulle i restaffaldet. 

Hvis den nye måde at sortere på skulle give behov for at have en større skraldespand, kan man gratis få ombyttet sin skraldespand til papir, plast og metal indtil 1. juni.

Både miljøboksen og kravet om ny sortering af pap og mad- og drikkekartoner er et lovkrav, som alle kommuner skal leve op til.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »