Willumsens Museum (WM) – en unik kulturel perle i vores kommune

Willumsens Museum (WM) – en unik kulturel perle i vores kommune

Af Michael Tøgersen byrådsmedlem (V) 

Frederikssund Kommune (FK) ejer og har drevet WM siden 1957. Det er efter min mening kommunens mest unikke kulturelle tilbud og internationalt anerkendt med mange udenlandske besøgende.

Museet og samlingen er så anerkendt, at man kan låne værker af nogle af verdens største kunstnere, fordi Willumsens værker rangerer højt, og samlingen omfatter værker af andre prominente kunstnere. 

Et museum i den kaliber er ikke gratis. Udover et årligt tilskud fra FK til driften på cirka fire millioner kroner, så er der løbende vedligeholdelse af den karakteristiske ejendom, som vi kan se fra J.F. Willumsens Vej. 

Der er afsat 41,2 millioner kroner over de næste fire år til vedligeholdelse. Det er et stort beløb, men det har været nødvendigt, fordi det gennem tiden har haft for lav prioritet, og værkerne vil forfalde, hvis ikke indeklima og opbevaringsforhold opgraderes. 

Resultatet af den store investering bliver desværre ikke speciel synlig, da det handler om klima og vedligeholdelse samt sikkerhed, ikke mindst for at låne kunstværker, men kommunens ”investering” giver mulighed for at søge fonde om mere synlige opgraderinger af museet, som medvirker til at gøre WM til en endnu større attraktion og sætte museet samt omgivelserne mere i spil. 

Jeg drømmer om, at WM får en mere lokal folkelig appeal, så man tager på WM og nyder cafeen eller tager sin madkurv med til at nyde på det flotte område omkring museet. 

Jeg har flere gange haft venner med på museet, som er født i lokalområdet, men som aldrig har været på museet. De har fået en seriøs overraskelse og en på ”opleveren” ved at aflægge sit første besøg på vores flotte museum. Derfor skal vi have bredt kendskabet til WM længere ud og gøre det mere naturligt at tage på WM, for der skiftes løbende udstilling. 

Endvidere har WM i mange år inviteret folkeskolerne og ungdomsuddannelserne indenfor, ligesom der har været dagtilbud, og billedskolen er blevet en fast del. 

Vi kan få utrolig meget mere ud af vores utrolig flotte og interessante museum. Jeg er sikker på, at den igangværende opgradering af museet vil gøre det til en endnu større attraktion, som vil appellere endnu mere til os lokale, men også blive endnu mere attraktivt nationalt og internationalt, for når renoveringen er færdig, er det ikke bare museet, der er opgraderet; det vil mulighederne og kunstværkerne, som vi kan tiltrække, også være. 

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »