Vinge: Bagklogskab er ikke til at holde ud…..

Vinge: Bagklogskab er ikke til at holde ud…..

LÆSERBREV

Af Michael Tøgersen
byrådet (løsgænger)

Jeg tillader mig alligevel at være det, selvom det inviterer til øretæver. Der er 2 årsager til, at jeg gør det:

1) For at informere

2) For at vi forhåbentlig kan lære noget

Jeg blev valgt til byrådet med start 1/1-2018. En måned forinden konstateredes det, at byrådet/kommunen ikke fik solgt Vinge Centrum.

Det var en skandale, fordi man delvis havde brugt indtægterne fra det forventede salg.

En meget ærgerlig start i byrådet, men der var ikke andet at gøre end at arbejde målrettet og komme videre med Vinge, for kommunen havde investeret 400 mio. kroner af borgernes penge i Vinge (primært i jord), og de skal selvfølgelig tilbage i kommunekassen.

Jeg bad om, at byrådet udbød Vinge i små overskuelige matrikler, i stedet for at forsøge at sælge et helt bycentrum. Samtidig bad jeg om en hurtig proces, mens konjunkturerne var gode.

Det var der ikke stemning for. Nogen udtrykte, at ”vi har al den tid, der er i verden”.

Det mislykkedes igen at sælge, og i 2019/20 fik vi så endelig udbudt og solgt nogle af de overskuelige matrikler.

Næsten alle investorerne havde meddelt, at de ville gå i jorden primo 2022.

Der er ikke sket noget. Nu er en entreprenør gået konkurs, og en investor har meddelt, at de skal regne på det igen.

Resultatet med de ekstreme prisstigninger på materialer og byggeri bliver måske, at det ikke hænger sammen.

Nu kan vi formentlig se, at udsigten til, at vi får vores investerede penge i Vinge tilbage i kommunekassen, trækker yderligere ud i en del år, og måske kan det blive svært at tiltrække de mange nye skatteborgere, vi ønsker, så vi kan drive vores kommune til større glæde for vores borgere.

Det er deprimerende, at vi ikke var dygtigere og hurtigere, for så havde vi måske haft eller været i gang med at bygge 6-800 nye boliger i Vinge nu.

Det er lige nu, vi skal følge op på vores investorer og støtte dem med det, vi kan/må.

Undskyld for et negativt opslag, og jeg håber, mine bange anelser bliver gjort til skamme.

Men der er desværre nogle kedelige signaler, og jeg synes, vores borgerne har krav på at følge med.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »