Vi har lært af Vinge

Vi har lært af Vinge

Af Borgmester
John Schmidt Andersen (V)
 

I et læserbrev skriver Klaus Hækkerup, at han ikke tror på, at vi i Byrådet har lært af de ting, der skete omkring Vinge i 2017. Jeg er ikke enig i det udsagn. 

Klaus Hækkerup nævner, at Frederikssund Kommune fik et tab på 100 millioner kroner til udgifter, der var afholdt til projektet Vinge C.

Det er rigtigt, at kommunen i perioden fra 2012 (dvs. også før jeg blev borgmester) og frem havde udgifter til bl.a. jordkøb, udarbejdelse af en helhedsplan, juridisk- samt bygherrerådgivning. 

Nogle af disse penge gik tabt, da Byrådet måtte skrinlægge projektet. 

Det er både jeg og mine byrådskollegaer selvfølgelig ærgerlig over. Det har hele vejen igennem været et næsten enigt Byråd, der stod bag udviklingen i Vinge – og derfor bærer vi også ansvaret i fællesskab. 

Kunne vi have gjort noget andet i slutningen af 2017, da Byrådet valgte at trække sig fra udbuddet af det tidligere Vinge C projekt? 

Min bedste overbevisning er, at det kunne vi ikke – det juridiske grundlag for projektet var tvivlsomt, og det var med stor risiko for at forgælde kommunen at realisere projektet. Den risiko turde jeg ikke løbe. 

Klaus Hækkerup skriver også, at der ikke er gennemført en analyse af, hvad der gik galt i 2017. Det er heller ikke helt korrekt. 

Handlingsforløbet i Vingesagen blev afdækket i en redegørelse udarbejdet af advokatfirmaet Nielsen Nørager. En redegørelse som sammen med en udtalelse blev taget til efterretning af 22 ud af 23 byrådsmedlemmer i marts 2018. 

Kommunens revision har heller ikke løst deres opgave, hævder Klaus Hækkerup.

Revisionen, der skal opfylde en række lovbestemte krav, har så sent som i januar i år over for Byrådet redegjort for den revision, der er udført i forhold til kommunens årsregnskab 2017 – og nu er det op til Ankestyrelsen at vurdere, om der er noget, som burde være anderledes. 

Jeg har ingen grund til at tro, at revisionen ikke har opfyldt de lovbestemte krav – men jeg kan også konstatere, at der er forskellige opfattelser af, hvad revisionens opgave består i.  

I forhold til kommunens økonomiske styring har vi også lært af erfaringerne fra Vinge. 

Kommunens daværende praksis var, at de forventede indtægter for salg af byggegrunde blev budgetlagt i det år, hvor indtægterne forventedes. 

Siden har Byrådet ændret den økonomiske politik, sådan at ”jordsalg budgetteres alene, hvor der foreligger en endeligt bindende aftale”. Det betyder, at vi siden 2018 først har budgetteret med salgsindtægter, når vi har sikkerhed for, at vi får dem. 

Og til sidst s-togstationen i Vinge. 

Jeg er ikke i tvivl om, at hele Byrådet og mange borgere er glade for, at stationen er kommet til Vinge. 

At dette skulle være sket alene ved hjælp af kræfter udenom Venstre, er at fordreje sandheden. 

Jeg har således selv varetaget forhandlinger med transportforligskredsen på Christiansborg samt daværende Transportminister Ole Birk Olesen.

Personligt synes jeg, vi nu skal se mere fremad. 

Vi kan glæde os over, at kommunens likviditet er stærk, og at Frederikssund Kommune er i en god udvikling. 

Jeg er glad for, at det i rigtig mange sammenhænge er et samlet Byråd, der står bag den fortsatte udvikling af Vinge, af kommunens økonomi og andre store dagsordner. 

Andre artikler fra denne uge

Tak Anja!


Inge Messerschmidt, gruppeformand Dansk Folkeparti (O) På byrådsmøde i spørgetimen talte Anja Bisp Pedersen om gensidig loyalitet. En super vigtig

Læs mere »