Væk med brugerbetalingen på broen nu

Væk med brugerbetalingen på broen nu

Af John Schmidt Andersen (V)Borgmester, Frederikssund Kommune 

Jeg har med stor glæde læst regeringens forslag til ny infrastruktur. Brugerbetaling er ikke nævnt med et eneste ord. Så Kronprinsesse Marys Bro skal ikke være den eneste, som er pålagt brugerbetaling. 

Kompromiset om brugerbetaling på broen gik ud på, at der parallelt ville komme andre infrastrukturprojekter med brugerbetaling. I regeringens forslag er både Københavns havnetunnel og 3. limfjordsforbindelse uden brugerbetaling.

Det glæder mig derfor rigtig meget, at Venstres trafikudspil indeholder en grundig undersøgelse af brugerbetalingen set i forhold til trafikprognoser og økonomisk holdbarhed. 

Det synes jeg sådan set er rigtig fornuftigt. Resultaterne fra Kronprinsesse Marys bro viser tydeligt at brugerbetalingen skaber for ringe kapacitetsudnyttelse samtidig med at både pendlere, transportbranchen og den kollektive trafik rammes skævt. 

Trafiktallene og dermed trængslen er i sig selv nok til, at det må være tydeligt for alle, at også Kronprinsessen Marys Bro bør finansieres af fællesskabet i den ny trafikaftale.

Mit håb og min opfordring til Folketinget er derfor, at man i forhandlingerne tager endelig stilling til fjernelse af brugerbetalingen. 

Samtidig vil jeg også opfordre til at gøre mere for støjsikringen på den nye bro.

I infrastrukturforhandlingerne bør der findes en løsning, hvor broen og Frederikssundsmotorvejen tilsammen kan give maksimal nytte for indbyggerne og virksomhederne.

Hele hensigten med investeringer i transport og infrastruktur er jo at løfte Danmark, at binde landet sammen og at øge livskvaliteten for befolkningen. Hvis vi gør det rigtigt, kan vi også gøre fremtiden grønnere. 

Lad os sammen sikre at Kronprinsesse Marys Bro kommer til sin fulde ret sammen med færdiggørelsen af Frederikssundsmotorvejen. Den opfordring bringer jeg til Folketinget og vil drøfte den med mine kolleger i byrådet. Det er vigtigt at vi fortsat står sammen, så vi en gang for alle kan få brugerbetalingen væk og færdiggjort Frederikssundsmotorvejen.

Andre artikler fra denne uge

Danmark Spiste Sammen


Fællesspisning af brændende kærlighed – uden rødbeder. SKIBBY: 54 deltagere havde fundet vej til Ældre Sagen Skibbys arrangement i samarbejde

Læs mere »