Uventet julegave til vågetjeneste

Uventet julegave til vågetjeneste
Inge Askjær med prisen flankeret af byrådsmedlem Kenneth Jensen (tv.) og rådgiver Daniel Dock Kristensen fra Arbejdernes Landsbank. Foto: Mogens Hansen.

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Med til julen hører julefrokoster. Ikke kun i familiens skød, men ofte også på jobbet, og i de foreninger man er engageret – og Ældre Sagens Vågetjeneste er ikke nogen undtagelse.

Men de cirka 20 medlemmer af vågetjenesten, som kort før jul var samlet til julefrokost, var ikke forberedt på at få besøg af et par ekstra gæster.

Stor var overraskelsen derfor, da Daniel Dock Kristensen fra Arbejdernes Landsbank i Frederikssund og byrådsmedlem og formand for Kulturrådet, Kenneth Jensen, dukkede uanmeldt op for at overrække dem Frederikssund Prisen.

Prisen giver banken som en lille hædersbevisning til en person eller en forening, som gennem en årrække har udført et stort, uegennyttigt og ofte forholdsvis anonymt stykke arbejde i det lokale fritidsliv, uden selv at få noget for det.

237 vågninger på ni år

Vågetjenesten arbejder i hele Frederikssund Kommune, og det har de nu gjort i små ni år.

Arbejdet startede tilbage i 2015, og i april 2016 indgik man aftale med Frederikssund Kommune, og har siden ufortrødent påtaget sig opgaven med at komme ud til private, til plejehjem og på sygehuset.

Når Ældre Sagen modtager et ønske om vågning, forsøger man at sætte en plan op, hvor der våges tre timer ad gangen; gerne hele døgnet rundet.

Det betyder at der skal flere vågere til at dække en vågning.

Her er de frivillige til stede for den døende og kan holde i hånd, læse højt, synge eller hvad der er ønsket.

Det kan både betyde, at de pårørende kan få en pause i et hårdt forløb – men også, at de som slet ikke har pårørende, ikke skal dø alene.

Indtil dato har Ældre Sagens Vågetjeneste varetaget den svære opgave 237 gange.

Andre artikler fra denne uge

Frivillig jul i Skibby


Af journalist Tomas Skov SKIBBY: Martin Jacobsen og hans medarbejdere fra entreprenørvirksomheden Bakkelygård satte det store juletræ op foran Apotektet

Læs mere »

Jul i Jægerspris


JÆGERSPRIS: Årets juletræstænding i Jægerspris fandt sted søndag 1. december kl. 11-17. Det store, smukke træ fra Nordskoven tændtes af

Læs mere »