Uheldigt forslag til besparelser på omsorgscentre

Uheldigt forslag til besparelser på omsorgscentre

Af Susanne Bettina Jørgensen
Byrådsmedlem (A)
Ventevej 6, Skibby

 I Frederikssund Kmmunes buget for 2021-2024 er der vedtaget en besparelse på 5,15 millioner kroner på kommunens omsorgscentre. 

En stor del af besparelsen skal indhentes på bedre planlægning, som blandt andet kan reducere sygefraværet og brug af vikarer.

Velfærdsudvalget har fået oplyst, at der må iværksættes andre tiltag også, for at nå helt i mål, med den vedtagne besparelse. Blandt andet er der lagt op til, at Social- og Sundhedsassistentelever skal indgå i normeringen i sidste praktikperiode. Det kan give en besparelse på 250.000 kroner. Jeg vil gerne understrege på vegne af Socialdemokraterne, at vi ikke ønsker, at elever skal indgå i normeringen. Det er et virkelig uheldigt forslag, der på ingen måder er gavnligt for elevernes uddannelse og deres tid til at lære og fordybe sig. 

Elevtiden er en vigtig tid, der ikke må tilsidesættes for at få en vagtplan til at gå op. Både elever og praktikvejledere skal have tiden til at sikre, at eleverne efter endt uddannelse er trygge ved og rustet til at kunne klare at varetage alle de mere og mere komplekse opgaver, der forventes af dem. 

Der er, mig bekendt, ikke andre kommuner, der lader elever indgå i normeringen. Det skal vi heller ikke begynde på i Frederikssund kommune. 

Jeg er overbevist om, at det vil betyde, at færre elever vil søge ind i Frederikssund, og at eleverne efter endt uddannelse vil være svære at fastholde i et job i Frederikssund. Det er virkelig en kedelig vej at gå.

I Velfærdsudvalget har vi bedt forvaltningen om at komme med andre løsninger. 250.000 kroner er ikke ret mange penge i et stort budget, men hvor kan 250.000 kroner ødelægge meget, og det er absolut ikke det værd. 

Jeg vil gerne arbejde for, at vi politisk sikrer, at vores omsorgscentre har en tilstrækkelig normering, og at vi derudover er attraktive for både elever og praktikvejledere, så vi også fremover har dygtige medarbejdere, der kan drage omsorg for vores ældre medborgere på omsorgscentrene.

Andre artikler fra denne uge

Åben Have i Skibby


SKIBBY: I anledning af den nationale Klimahandledag 2024, inviterer Marianne Porsborg til en havevandring og snak om, hvad man selv

Læs mere »